Hinsides teori og praksis

kunne være anderledes ikke viser sig som ”noget”, der kan begribes og betjenes. Det
kan også formuleres som, at spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af,
bygger på en forkert antagelse om, at mennesket vælger sin forståelse af og relation til
tid, og at dette valg følgelig er afgørende for håndteringen af udvikling. At Haslebo ikke
er opmærksom på, at et sådant valg altid allerede er bagud i forhold til den udvikling,
det vedrører (det er altid allerede for sent, jf. Derrida) og derfor vedrører fortolkningen
af udviklingen og ikke håndteringen af den, fremgår, når hun beskriver valget som
udgangspunkt for socialkonstruktionismens ”perspektiviske tid”:
”Det interessante er […] ikke, hvad der kommer før noget andet i kronologisk
forstand, men hvilket tidsmæssigt udgangspunkt vi vælger for vores
overvejelser” (Haslebo 2009, 69; min kursivering).
En sådan perspektivisk hæven sig over sin egen placering i tid og rum er ikke mulig i
lyset af den transcendental-historiske tilgang til filosofi, og der er derfor ikke tale om et
valg. I stedet gælder det at undersøge, hvordan, hvornår og hvorfor, vi forholder os til
muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes.
Mens den teoretiske besvarelse af disse spørgsmål er generel og derfor mere
eller mindre uafhængig af, hvilket tidsbegreb, man ”betjener” sig af, så er den praktisk-
teoretiske besvarelse af spørgsmålene konkret, i betydningen betinget af den enkeltes
erfaring af at være bundet til tid og sted over tid. Således argumenterer jeg, modsat
Haslebo, for, at forskellen på fx den traditionelle lineære og den socialkonstruktionistisk
helhedsorienterede tidsforståelse ikke er så stor i praksis, som det kan se ud i teoretiske
redegørelser af forskellige tidsbegreber. Tværtimod, søger jeg at vise, ville fortalere for
den helhedsorienterede tidsforståelse være enige med fortalere for den lineære
tidsforståelse om at besvare de tre hvordan, hvornår og hvorfor spørgsmål nogenlunde
som følger:
Hvordan forholder vi os til muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes?
Ved at tage afsæt i tidens tre dimensioner: Fortid, nutid og fremtid.
197