Hinsides teori og praksis

udbredt i vores del af verden. Tværtimod synes vi at fungere ud fra en antagelse om, at
den eneste måde at blive klogere på, er ved at spørge til det, vi gerne vil vide (se kapitel
2 og 5). Dermed antager vi ikke bare, at vi ved, hvad det er væsentligt at spørge om, vi
forudsætter også, at vi er de rette til at spørge.
Med Heideggers kortlægning af det efterspurgte, adspurgte og opspurgte er det
åbenlyst, at dét at stille spørgsmål handler betydelig mere om afsenderen end om
modtageren af spørgsmålet og det, der spørges efter. 42 Det er ikke modtagerens
vurdering af dette eller hint, der er i centrum, men afsenderen og dennes forhold til og
hensigt med det, der spørges efter. Det søger Derrida at råde bod på, når han minder om,
at der forud for spørgsmålet sker en bekræftelse af et absolut Andet. Selvom han
understreger, at sammenhængen mellem spørgsmål og bekræftelse ikke skal forstås
kronologisk, så er det værd at bemærke, at bekræftelsen ikke sker i og med spørgsmålet,
men før: Den er forudsætningen for overhovedet at spørge.
Bekræftelsen forstået som forudsætning for at forstå og arbejde med
spørgsmål, er der noget bemærkelsesværdigt ved. Ikke mindst, når den kædes sammen
med Derridas konklusion om, at det altid allerede er for sent at spørge til det absolut
Andet. Dermed består bekræftelsen nemlig i at lade være med at tale; at undgå at stille
det spørgsmål, det altid allerede er for sent at besvare. Denne undgåelse er, som Vattimo
konstaterer, ikke mulig i en teoretisk overvindelse af metafysikken (lige som det Andet
ikke kan begribes og beskrives i en teori om differance, så kan undgåelsen ikke ske
generelt eller én gang for alle), men den er mulig i den konkrete situation, mennesket
altid allerede befinder sig i. Således kan det teoretiske ”vi” (det, der gælder alle
mennesker til alle tider) ikke undgå at tale eller spørge til det, som er (det er, pga. de
grammatiske strukturer, altid allerede for sent), men det konkrete ”jeg” kan til enhver
tid tie stille eller overlade spørgsmålet til nogle andre.
Og det er der et vigtigt budskab til ledere i. Et budskab, der hænger sammen
med Derridas frustration over det, han kalder den amerikanske attitude, men som også
har ligheder med den videnskabsteoretiske tilgang til filosofi og ledelse, jeg søger et
opgør med her. I beskrivelsen af den amerikanske attitude bruger Derrida de
hollywoodske filmoptagelser som eksempel på den spørgsmål-svar struktur, der
kendetegner måden at tænke på i store dele af Europa (Derrida 2008). At tro, at
42 ”Spørger vi på denne måde, spørger vi aldrig ud fra værket, men ud fra os selv” (Heidegger 1998, 78).
49