Hinsides teori og praksis

Kapitel 6: Hvad er ledelse for mig?
Dette kapitel beskæftiger sig, med afsæt i præmissen om, at personlig ledelse kan opnås
gennem generelle spørgsmål og svar, med det menneske- og verdenssyn, der følger med
tidstypiske fænomener som storytelling og coaching. Kapitlet fortæller ikke, hvordan
storytelling og coaching praktiseres, men tilbyder en kritisk analyse af, hvad det betyder
for ledere og organisationer, at teorier om det personlige lederskab fremhæver
”italesættelse” og ”det at stille spørgsmål” som vejen til god ledelse.
Afsnit 1: Historier vs. det historiske
Forskellen mellem den tilgang til ledelse og organisationer, jeg søger udfoldet i denne
afhandling, og det, der i ledelseslitteraturen behandles som narrativ eller diskursiv
ledelse ”i et poststrukturalistisk perspektiv” (Holmgren 2009), kan koges ned til
forskellen mellem historical thinking og storytelling. Det kan også formuleres som
forskellen på at beskæftige sig med det historiske (ental) i menneskets måde at være på
og de historier (flertal), ledere og virksomheder har om sig selv. 85 Mens det første
hverken kan eller skal italesættes som sådan, er det kun gennem italesættelse, at det
andet er, hvad det er. Det betyder, at den narrativt orienterede leder har det som ”en
ledelsesmæssig opgave at opfange alt det sagte” (ibid., 113) – og at den historisk
tænkende leder beskæftiger sig med noget andet. En leder, der trækker på den
transcendental-historiske tilgang til filosofi, deler ikke den poststrukturalistiske
forestilling om, at det, som ingen har hørt, ikke eksisterer (ibid., 113), og han er derfor
mindst lige så optaget af det, der aldrig bliver sagt (fraværet), som af det, der sættes ord
på i små og store fora (nærværet), jf. kapitel 5.
En væsentlig forskel på den transcendental-historiske tænkning og det,
Holmgren blandt andre betegner som ”narrativ samtalepraksis”, er den måde,
benævnelsen, også kaldet navngivningen, forstås og bruges på. Selvom udgangspunktet
tilsyneladende er det samme, nemlig, som Holmgren citerer Kirkeby for at skrive, at
85 En væsentlig pointe i den transcendental-historiske tænkning repræsenteret ved bl.a. Heidegger og
Vattimo er, at man ikke kan tale om forskellige historiciteter (videnskabelige genstandes historie) uden at
tage alvorligt, at der må være noget, vi kalder det historiske: det, der binder de forskellige historiciteter
sammen.
133