Hinsides teori og praksis

politisk fundament for Vattimo, hvilket han også formulerer som, at det højeste bud om
næstekærlighed, ikke kan udøves abstrakt. 23
Det centrale budskab i Vattimos tænkning er, at selvom metafysikken ikke kan
overvindes, så kan den svækkes og dermed ”forvindes”. Det betyder, at det altid er
muligt at overkomme de stærke metafysiske strukturer. Vi kan rumme og dermed
fratage dem deres dominans (Vattimo bruger udtrykket ”vold”) over vores måde at
tænke og være på. Eller, sagt med Heideggers ord: Filosofien kan vise, at den magter
den krise i relation til sine egne grundbegreber (Heidegger 2007, 29), den siden Platon
har befundet sig i.
For at gøre det må den opgive tanken om, at metafysikopgøret skal forstås i
modsætning til metafysikken. Svækkelse er ikke noget, der påføres metafysikken udefra
(af et absolut Andet), men muligheden af, at metafysikken svækker sig selv (Heideggers
tænkning er, som Vattimo pointerer, muliggjort inden for horisonten af metafysikkens
historie). Med den kristne inkarnation som eksempel foreslår Vattimo således, at det
eneste, der kan udfordre det absolutte er det absolutte selv (Vattimo 2000). Kun Gud
kan træffe beslutningen om at blive menneske og dermed svække – ikke overvinde –
forestillingen om, at det absolutte altid er absolut. Det kan også formuleres som: Kun
det, vi tror på har tilstrækkelig autoritet til at overbevise os om, at vi skal tro på noget
andet. Derfor er det ikke ved at vende sig væk fra de stærke metafysiske strukturer (ved
fx at foreslå en helt ny syntaks eller overgive sig til tom relativisme), filosofien kan
forvinde metafysikken og genvinde tænkningens sprog, men ved at genkende og gøre
opmærksom på ”sprækkerne” i det, vi tror på og husker.
Mens Derrida i henhold til Vattimo forsøger en teoretisk løsning på problemet
med, at metafysikken ikke kan overvindes (det er ikke praktisk muligt at udvikle en helt
ny syntaks (jf. Derridas egen pointe om, at vi ikke ville kunne forstå den) eller for den
sags skyld at undgå at tale), så søger Vattimo en praktisk-teoretisk løsning bestående i at
23 Ifølge Vattimo var Heidegger meget mere opmærksom på betydningen af etisk-politiske forhold, end
man traditionelt har tilkendt ham: ”han er ganske klar over, hvilken magt overpersonlige strukturer har
over individet og han er faktisk mere klar over det end nogen andre, måske endda ligefrem mere end de
marxistiske tænkere selv” (Vattimo 1980, 61). Og i forlængelse heraf: ”Dette kunne endog give anledning
til at genlæse de politiske skrifter og taler fra hans tid som rektor idet man så kunne belyse, hvordan hans
stillingtagen i forhold til nazismen som ”skæbne” i al sin tvetydighed måske blot består i at anerkende
den nødvendige overmagt af sociopolitiske dimensioner over de individuelle i den menneskelige erfaring”
(ibid.). At metafysikkritikken har et etisk-politisk fundament, skal således forstås i tråd med, at en politisk
begivenhed kan være af en sådan karakter, at den ikke bare påvirker menneskeheden, men det enkelte
menneskes opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske.
29