Hinsides teori og praksis

Det paradoksale ved denne traditionelle forståelse af filosofi er imidlertid, at
filosoffen dermed får det samme forhold til det gode, det skønne og det retfærdige, som
videnskabsmanden har til sin genstand. Ved at betragte ”det, der ikke viser sig som
noget” som filosoffens ekspertområde gøres det gode, det skønne og det retfærdige
netop til ”noget”, der kan undersøges ved hjælp af filosofiens metoder. 62 Selvom
filosofiens metoder adskiller sig fra videnskabens metoder ved fx at spørge, hvad noget
er og ikke hvordan noget opfører sig, følger der, fuldstændig som med enhver anden
formalisering af tænkningen (tænkningen formaliseres i det øjeblik, den tildeles en
genstand), noget med, når man bruger filosofien som metode. 63 Da det imidlertid kun er
filosofien selv, der ved, hvad der følger med, når man benytter dens metoder (jf. at
human- og samfundsvidenskaberne ikke i tilstrækkelig grad tager højde for det skift i
filosofisk tænkning, der skete for ca. 200 år siden; Indledning og kapitel 1), inddrages
filosofi ukritisk i mangfoldige sammenhænge, herunder ikke mindst i den aktuelle
ledelsesteori. 64
Et eksempel herpå er den lille håndbog Praktisk filosofi og ledelse, som
Michael Højlund Larsen indleder med at konstatere, at man for at finde ind til de
62 Med ekspliciteringen af den ontologiske differens understreger Heidegger, at der er forskel på det, som
er, og at det er, og at vi derfor ikke kan spørge til og beskæftige os med det på samme måde (jf.
Indledning, afsnit 3.1.). I Identitetssætningen henviser Heidegger til Parmenides for inspirationen til at
belyse og udfolde denne forskel i en post-, eller, for Parmenides´ vedkommende, præmetafysisk optik
(Heidegger 1999). Dermed er det tydeligt, at der for Heidegger, lige som Derrida, ikke er tale om en
kronologisk tænkning af metafysikopgøret (som det, der kommer efter metafysikken, dateret til fx 1781
med udgivelsen af Kritik der reinen Vernunft), men, som hos Vattimo, bestræbelsen på at tænke den i
metafysikken iboende mulighed for at tænke det ikke-metafysiske. Parmenides betragtes med Friis
Johansens ord som ”indlederen af den lange spekulative tradition, der erfaringsuafhængigt undersøger
væren som et absolut begreb” (Johansen 1994, 69), men modsat filosofien efter Platon er Parmenides´
tænkning ikke metafysisk – han vidste ikke engang, hvad metafysik vil sige – men ”forskellige
overvejelser vedrørende væren” (ibid.). Og derfor er Parmenides interessant for Heideggers tænkning af
metafysikopgøret som ”forvindelse” snarere end overvindelse. Forvindelsen, som netop består i en
”oprindelig” undersøgelse af metafysikken (afdækning af betingelser og begrænsninger i den metafysiske
tænkning) – eller en undersøgelse af den ”oprindelige” metafysik.
63 Ideen om, at tænkning formaliseres (i betydningen gøres til videnskab) i det øjeblik den tildeles og
dermed begrænses af en genstand, formuleres på en lidt anden måde af Husserl, som indleder Ideen I med
at konstatere: ”Til enhver videnskab hører et genstandsområde, som udgør domænet for dens forskning”
(Husserl 1976, 10-11). Se desuden Holm (2010) for analyse af, hvad der sker, når man tager noget fra én
kontekst og bringer det over i en anden, fx gør et begreb om anerkendelse, som stammer fra filosofiens og
terapiens verden, til en del af sin ledelsesforståelse.
64 At det ikke kun er fagvidenskaberne og ledelsesteorien, der mangler indsigt i det skift, der skete i
filosofisk tænkning for ca. 200 år siden, men også de akademiske filosoffer, der ikke beskæftiger sig med
filosofi som tænkningens historicitet, men som videnskabsteoretisk metode, fremgår fx af Collingwoods
karakteristik af den angelsaksiske tænkning som ”at diskutere statements, som sikkert er en god træning i
skarpsindighed, men som klart nok underkender den historicitet, der ligger i enhver forståelse” (gengivet i
Gadamer 2004, 351).
85