Hinsides teori og praksis

have – magt, opfører sig på en bestemt måde, og at de har vanskeligt ved – ja direkte er
forhindret i – at opføre sig anderledes.
For at forstå præmisserne for og konsekvenserne af ledelseslitteraturens
betragtning af magt som nødvendig kan det være nyttigt at inddrage Nietzsches begreb
om ”viljen til magt”. Dette kan ikke, som dele af ledelsesteorien er tilbøjelig til,
reduceres til en poststrukturalistisk betragtning af ”værdier som sprogligt konstruerede
og historisk foranderlige” (Knudsen & Thygesen i Helth 2009, 74), men må, som
Nietzsche selv gjorde, forstås som betegnelsen for liv:
”Det hører til det levendes begreb, at det skal vokse – at det må udvide sin
magt og følgelig optage fremmede kræfter i sig” (Nietzsche 1954, 700).
Viljen til magt viser sig, som Jørgen Hass skriver i Illusionens filosofi, ikke ved, hvor
meget man kan konsumere, men ved, hvor meget fremmed man kan indoptage eller få
et personligt forhold til uden at miste sin identitet (Hass 2002, 249). Det betyder, at
viljen til magt ikke handler om begær, men om det fælles træk ved alt levende, der
bestemmer, hvorfra og hvordan vi ser tingene. Dermed betegner ”viljen til magt” en
metafysisk urkraft snarere end en psykologisk realitet (ibid., 56). Og den har – som det,
der gør, at vi forstår og håndterer verden, som vi gør – ikke noget med den traditionelle
forståelse af ”vilje” og ”magt” at gøre. Således opsummerer Hass:
”Vilje er […] hverken bevidst valg (beslutning) eller blindt begær, men når
Nietzsche bevarer betegnelsen, synes det først og fremmest at være på grund
af, at viljen er intentional, rettet mod noget, den sætter sig som mål” (Hass
2002, 56).
Og på samme måde –
”er ’magt’ ikke det samme som fysisk styrke eller social og politisk magt (det
hedder hos Nietzsche Gewalt). ’Magt’ (Macht) er i familie med verbet machen,
at kunne, gøre eller evne noget” (Hass 2002, 57).
175