Hinsides teori og praksis

Det hænger sammen med den centrale pointe hos især Heidegger og Vattimo
om, at fortolkning såvel som tilblivelse netop ikke er uendelig. Den ender altid i ”noget”
(jf. menneskets bundethed til tid og sted). Anerkendes dette ikke bliver fortolkning og
tilblivelse selv til ”noget” (fx en teori eller metode) og er dermed ikke længere filosofi.
Kun ved at være imellem ”ikke noget” og ”noget” (tænkningens tilblivelse), ”noget” og
”noget bestemt” (den videnskabelige tilblivelse) og ”noget bestemt” og ”noget andet”
(den teoretisk-praktiske tilblivelse) er tænkningen filosofisk. Derfor er det vigtigt at
fastholde, at ”noget” ikke kun repræsenterer begrænsningen i vores måde at tænke på,
men også betingelsen for overhovedet at tænke (dér, hvor sprækkerne har mulighed for
at vise sig).
Selvom denne pointe forekommer mig at være særlig tydelig i den
metafysikkritiske, transcendental-historiske tænkning, jeg finder hos Nietzsche,
Heidegger og Vattimo, så findes den også hos Foucault. Således vidner formuleringer
som fx, at en fremkomst altid indtræffer i ”mellemvævene” (Foucault 2001, 66) om, at
også han tager det mellemrum, tænkningen opstår i alvorligt. Og lige som jeg bruger
Nietzsche, Heidegger og Vattimo til at kritisere den videnskabsteoretiske tilgang til og
brug af filosofi for at være forældet og uden forståelse for den historiske udvikling,
vestlig filosofi har været igennem siden Kant, så er Foucault mere end nogen anden
kendt for at tage højde for og analysere betydningen af historie. Med konstateringer
som, at der ”bag ved den altid nysindvundne, sparsomt tilmålte sandhed er tusind års
fremvækst af fejltagelser” (Foucault 2001, 61) er det således ikke svært at se lighederne
mellem Foucault og de filosoffer, jeg tager udgangspunkt i i afhandlingen. Når jeg
alligevel har valgt at tildele hovedrollerne til Nietzsche, Heidegger, Derrida og Vattimo
og kun givet Foucault en beskeden birolle, så skyldes det to forhold: 1) At Foucault er
meget brugt (og misbrugt) i den aktuelle ledelseslitteratur, hvor han forstås og bruges i
helt andre retninger, end jeg har fremhævet her. Yderligere inddragelse af Foucault ville
derfor kræve, at jeg redegjorde for og tog stilling til den måde, han forstås og bruges på
i aktuelle ledelsesteorier, hvilket dels ville være omfattende nok til at udgøre en
selvstændig afhandling, dels ville fjerne fokus fra ambitionen om at belyse vilkårene for
filosofi og ledelse i det 21. århundrede. 2) At jeg ikke mener, at Foucault er lige så
overbevisende som Nietzsche, Heidegger og Vattimo, hvad angår betænkningen og
belysningen af erkendelsens transcendental-historiske vilkår, også kaldet tænkningens
39