Hinsides teori og praksis

muligt at forstå sig selv som én og kun én person, og tanken om en kerne (i såvel den
enkelte som organisationer, jf. Schein) mister derfor sin betydning. Det kan måske lyde
frustrerende, og bliver ofte også italesat som sådan, men det er ifølge Vattimo slet ikke
så uhåndterligt, som det lyder. Tværtimod er det ikke hyperkompleksiteten og den
”polycentriske identitet”, der gør det svært at være menneske i dag, men de stærke,
metafysiske strukturer, der fastlåser os i forestillingen om, at vi er én – at der er en
identitet at forsvare, ”noget”, der kan komme i krise.
Denne forestilling udfordres med det generaliserede kommunikationssamfund,
som uanset om vi kan lide det eller ej, indebærer en svækkelse af ”identiteten”. Når
Vattimo skriver, at der med massesamfundet følger en chance for mennesket for at
tænke og være på en ny måde, er det, fordi kompleksiteten indebærer et valg: Man kan
modarbejde identitetens opløsning (gøre identiteten til ”det helt store politiske
stridsmål”), eller man kan gøre en dyd ud af nødvendigheden (jf. Indledning) og indgå i
svækkelsen af de stærke metafysiske strukturer, der fastlåser os i forestillingen om, at
der er én og kun én rigtig udlægning af, hvem vi er som personer, virksomheder og
samfund. Det svarer til, som jeg var inde på i det foregående afsnit, at arbejde imod hhv.
med den historiske bevægelse.
Afsnit 3: Når det umulige bliver muligt
Erkendelsen af det historiske som en bevægelse, der åbner og lukker for, hvad det er
muligt og ikke muligt at forstå og forholde sig til bringer tankerne tilbage på Derridas
spørgsmål om, hvad der kommer før spørgsmålet (Indledning, afsnit 3.2). På samme
måde som opgøret med metafysikken fik Vattimo til at vende ’tilbage’ til
kristendommen (jf. Vattimo 2000a) 122 er det nemlig nærliggende at bruge opgøret med
den videnskabsteoretiske tilgang til ledelse og organisationer til at genoverveje
perspektiverne i det, der går forud for og skabte forudsætningerne for den aktuelle
ledelsesteori og organisationsform. Når erfaringen og det historiske ikke bare er det, der
fastholder ledere og virksomheder i gamle tanke- og handlemønstre, men også det, der
muliggør, at de kan brydes, er det ikke længere selvfølgeligt, at det nyeste altid er det
bedste. Tværtimod fristes man, lige som Heidegger, der brugte Parmenides (den
122 Som Vattimo pointerer i Jeg tror at jeg tror, så genfinder han ikke den klassiske teologi, men indser,
at også religionen må tænkes anderledes efter metafysikopgøret.
256