Hinsides teori og praksis

kan identificere sig med? Uanset om man svarer ja eller nej til dette spørgsmål, får man
efter min bedste overbevisning et problem med at holde fast i forestillingen om, at
ledere kan italesætte og overbevise medarbejdere om en anden fortælling om
virkeligheden end deres egen. Således synes det uundgåeligt, at man ved at identificere
sig med et verdenssyn, man er uenig i, mister følingen med sin egen opfattelse af, hvad
der er rigtigt og forkert, og derved får svært ved at tage ansvar.
Svarer man nej til, at det er muligt at identificere sig med et verdenssyn, man er
uenig i, og går videre til spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at kommunikere og tage
ansvar for et verdenssyn, man ikke kan identificere sig med, viser et hurtigt tilbageblik
på ledernes dialog og deres overraskelse over, at ”frustrationen er så dyb i
organisationen”, når de har ”forsøgt at holde det in house i ledelsen”, at det er en
illusion. Således er det snarere en fornærmelse mod medarbejderes intelligens at tro, at
man kan italesætte og overbevise dem om en anden fortælling om virkeligheden end
den, man selv har (eller for den sags skyld deres egen), end det er en personlig og
ansvarlig praktisering af den poststrukturalistiske sandhed om, at der er mange
sandheder.
Er det rigtigt, at udefrakommende verdenssyn har større betydning for, hvordan man
kommunikerer og opfører sig end indre/personlige/subjektive verdenssyn? Og hvad
betyder det for poststrukturalistiske teorier om det personlige lederskab? At dømme ud
fra ledernes udtalelser om, at man ikke kan erstatte ”noget, der er så følelsesmæssigt”
fra den ene dag til den anden, og at det tager lang tid at få det, der opleves som en
fantastisk stærk kultur, ”ud af væggene”, er svaret nej. Men man kan spørge sig selv,
om det skyldes den subjektive personlighed, som de poststrukturalistiske ledelsesteorier
taler om, eller om det skyldes noget andet. I hvert fald er det tydeligt, at de officielle
fortællinger om organisationen som loyal og positivt bidragende til helhedsånden ikke
har lige så stor betydning for organisationens selvforståelse som ledergruppens in house
fortælling om, at ”det hele er noget pis”. Det leder tankerne hen på et nyt spørgsmål,
nemlig: Hvad er det, der gør, at nogle fortællinger har mere magt end andre? Som jeg
var inde på i kapitel 6, adskiller den transcendental-historiske tænkning sig fra
poststrukturalistiske ledelsesteorier ved ikke at fokusere på og betragte det som en
ledelsesmæssig opgave at opfange ”alt det sagte” (Holmgren 2009, 113). I stedet noterer
149