Hinsides teori og praksis

Ifølge Vattimo er den afgørende forskel på Derridas og hans egen læsning af
Heidegger således forståelsen af det historiske:
”Som vi talte om før, svarer Derrida – når jeg diskuterer det med ham –
generelt ”ja, men vi er altid i historien”, og igen vil jeg indvende, at hvis du
altid er i historien, så er du aldrig i historien, fordi historien præcis er det, der
ikke er altid” (Vattimo 2001, 12).
Mens erkendelsen af, at metafysikken ikke kan overvindes fik Derrida til at betænke
nødvendigheden af – og det umulige i – at tænke det absolut Andet, så får den således
Vattimo til at vende sig mod erfaringen, forstået som bevidstheden om, at vi ikke bare
er bundet til tid og sted, men også bringer noget med over tid (vi er ikke kun her-og-nu).
Vattimos tænkning af det historiske vedrører dermed ikke blot den sammenhæng,
mennesket er en del af, men også det faktum, at mennesket forholder sig til denne
sammenhæng. Mens erkendelsen af metafysikopgørets metafysiske konstitution får
Derrida til at opgive opgøret (det er altid allerede for sent at spørge til det absolut
Andet), så får den Vattimo til at gentage opgøret som en mulighed. For Vattimo er det
med andre ord ikke tilstrækkeligt at huske forskellen mellem væren og det værende;
”vi skal leve i bevidstheden om selve glemslen (…). Ikke som den
konstatering, at vi nu ikke glemmer væren (…), men at vi husker, at vi har
glemt” (Vattimo 2001, 8)
Vattimos bevidsthed om at bringe noget med, som, selvom det altid allerede er glemt, er
afgørende for hans forståelse af og omgang med verden, indebærer, at han hverken kan
tænke metafysikopgøret ud fra væren og det værende (Heidegger) eller udefra
(Derrida), men må tænke det indefra. At huske, at vi har glemt, kan ikke gøres én gang
for alle, eller på vegne af hele menneskeheden. Det kræver, at vi hver især tager
metafysikken på os; forholder os til vores egne absolutter og sandheder, og påtager os
ansvaret for, at de ikke ”stivner” (se afsnit 9). Dermed har metafysikkritikken et etisk-
28