Skólaskýrsla 1995 - Verzlunarskóli Íslands

grund. Så det er svært at definere hvor meget i mig der er kinesisk, og hvor meget der er
europæisk, det er umuligt at splitte op.
Det var jo en international by, jeg voksede op i, og det er også vanskeligt at analysere,
hvad der er det europæiske, og hvad der er det kinesiske. Først og fremmest er Hongkong
nemlig en hongkongsk by. Min skole var international, og hjemme talte vi næsten altid
engelsk, somme tider tysk. Så i mit liv er der langt flere europæiske end kinesiske elementer.
Man må acceptere det, der er anderledes
Der er mange europæiske og amerikanske firmaer i Kina, og det modsatte er også tilfældet
med koreanske og japanske firmaer, der har åbnet afdelinger i Europa og Amerika. Og der
mødes der to forskellige mentaliteter. At forstå hinanden er ikke så vigtigt som at acceptere
hinanden. Det er vigtigt, at landene bevarer deres kultur, og i den indgår filosofi og historie,
som jo igen afspejles i mentaliteten. Accept er derfor vigtigere end direkte forståelse.
Men overalt i verden har man problemer med en indbyrdes accept. Det gælder religion og
racer og mange andre områder. Det vil være naivt ikke at se de problemer i øjnene. Selvfølgelig
vil der i ethvert land altid være mennesker, som er meget, meget snævertsynede. Så
man kan ikke sige, at der i dag er færre problemer, men vi burde være mere erfarne og
dermed dygtigere til at løse dem.
Prinsessens erhvervsliv
Min egen uddannelse i Europa startede da jeg var 18, på Wirtschaft Universitet i Wien,
hvor jeg studerede økonomi i et års tid. Så tog jeg tilbage til Hongkong og derfra til Japan, til
Tokyo, hvor jeg studerede japansk og rejste rundt i Japan for at møde denne kultur, som for
mig var helt anderledes og meget fascinerende. Jeg arbejede en overgang for et rejsebureau,
som netop i det halvandet år gav mig mulighed for at komme lidt omkring i landet. Jeg taler
ikke flydende japansk, langtifra, men japanerne har foruden et skriftligt bogstavssprog, som
jeg ikke kan, to skriftsprog, som er baseret på fonetik, og dem lærte jeg ... selv om jeg måske
ikke husker så meget mere.
Derefter arbejdede jeg i Hongkong. Jeg begyndte som børsmægler 1 , og efter tre-fire år tog
jeg til London og studerede børsmægling i et år. Og så tog jeg tilbage til Hongkong og kom
ind i det firma, hvor jeg arbejdede, indtil jeg rejste til Danmark. Der var jeg efterhånden
blevet underdirektør. Egentlig havde jeg lyst til at arbejde mere kreativt, end man tilsyneladende
har mulighed for inden for finansverdenen. Alting er meget regulært og firkantet.
Men finansverdenen har så mange forskellige indfaldsvinkler, at den aldrig blev kedelig for
mig. Der sker noget nyt hele tiden, og man må konstant holde sig ajour.
Så på den måde kom der alligevel en masse kreativt ind i det job. Det interessante ved
finansverdenen er jo, at man lærer alt nyt om de forskellige landes økonomi, og hvordan det
hele hænger sammen med deres valutakurser, med deres regering, og med deres pengepolitik.
Alle kæmper indbyrdes for at vinde indflydelse, også i andre lande, og det er netop
spændende at følge landenes individuelle udviklingsstadier. Alle er ikke lige velbeslåede,
men kan alligevel være meget magtfulde. Politisk set kan man konkludere, at jo bedre
samfundet fungerer økonomisk, jo mindre grund er der til utilfredshed.
1 verðbréfasali
45