12.5.2.30 DHS rekommandationer for KMT 2011.pdf - e-Dok

More documents

Recommendations

Info

Behandlingsmodaliteter Kemoterapi Denne består af induktion, intensifikation/konsolidering, CNS-profylakse, og en vedligeholdelsesfase. De fleste studier har vist CR-rater mellem 75 og 90% og total overlevelse mellem 25 og 40% (Hoelzer 1993; Larson 1995;Copelan 1995; Laport 1997, Rowe 2005)). NOPHO 2008 protokol Nordisk pædiatrisk behandlingsprotokol til Philadelphiakromosom-negativ ALL. Denne behandling tilbydes yngre voksne ALL-patienter (< 45 år). For patienter i standard-, intermediær- og højrisiko tilbydes risikostratificeret kombinationskemoterapeutisk behandling. Ved utilstrækkeligt respons på induktionskemoterapien (vurderet ved blast % og/eller MRDmonitorering), foreskrives i protokollen standard allogen-HCT. Yngre voksne, der behandles i henhold til denne protokol, forventes at følge protokollens anvisninger. Allogen transplantation i 1.CR Standard risiko. Allogen transplantation som sen intensifikation i 1. CR er undersøgt prospektivt, randomiseret i LALA-87 studiet, som viste at der ikke fandtes bedret overlevelse hos patienter med standard risiko ALL (Sebban 1994 og follw-up af Thiebaut 2000). I en retrospektiv efterundersøgelse (CALG-B) af patienter i 1. CR behandlet med kemoterapi eller allogen-HCT fandtes samme resultat (Zhang 1995). Senest har man i UKALL XII /ECOG E2993 påvist øget overlevelse og nedsat relapsrate hos patienter ≤ 35 år og uden højt leukocyttal ved sygdomsdebut (Goldstone 2008). Det er uvist om den bedre donorudvælgelse (molekylær HLA-typning), der er blevet praktiseret gennem de serere år resulterer i bedre prognose for transplanterede patienter. I højrisiko-gruppen viste allo-HCT med søskendedonor både i LALA-87 (Sebban 1994) og i LALA-94 (Thomas 2004) øget overlevelse sammenlignet med kemo/auto-HCT hos patienter uden søskende donor. Der var ingen forskel i overlevelse mellem de 2 sidstnævnte behandlingsgrupper. I LALA-94 havde standard risiko patienter på kemoterapi alene en 3-års sygdomsfri overlevelse på 41 %. I den prospektive Goelam undersøgelse af høj risiko patienter, randomiseret mellem allo-HCT og sen auto-HCT sås bedret overlevelse i allo-HCT-gruppen ((Hunault 2004). Et andet prospektivt studie (PETHEMA) af patienter med høj-risiko ALL viste ingen forskel mellem kemoterapi, autolog- og allogen SCT (Ribera 2005) EORTC ALL-3 studiet af ALL patienter i 1.CR (uden hensyntagen til risiko faktorer) med en biologisk randomisering mellem donor (allo-HCT) versus ingen donor (auto-HCT og vedligeholdelses kemoterapi) viste ingen forskel i overlevelse mellem de 2 grupper (Labar 2004). 14
En metaanalyse af 7 studier, hvor allo-SCT indgik som postremissionsterapi hos patienter med høj-risiko ALL (biologisk randomisering baseret på donortilgængelighed) viste signifikant bedre overlevelse i allo-gruppen sammenholdt med ikke-donorgruppen (Yanada 2006), ligesom allo-transplantation af højrisikopatienter fortsat anbefales (Larson 2008) I et EBMT registerstudie fandtes ingen forskel i overlevelse mellem allo-HCT med søskende donor og MUD-donor hos patienter i 1.CR (Kiehl 2004). Et andet register studie af patienter transplanteret med MUD donor i 1.CR fandt en favorabel overlevelse sammenlignet med kemoterapi (Cornelissen 2001). Allo-HCT og Imatinib ved Ph+ ALL, Der er bred koncensus om at allogen-HCT (søskende donor eller MUD) er indiceret ved Ph+ ALL og yder den bedste kurative mulighed ved denne gruppe (review:Avivi and Goldstone 2003). LALA-94 undersøgelsen randomiserede mellem allo-HCT (hvis der var tilgængelig donor) og auto-HCT (ingen donor) i 1. CR og fandt øget overlevelse i førstnævnte gruppe (Dombret, 2002). Imatinib i induktionsfasen sammen med kemoterapi synes at øge remissionsraten og bedre kvaliteten af 1. CR ud fra MRD målinger og øger dermed måske effekten af efterfølgende allo-HCT (Yanada 2006, Wassmann 2006,Lee 2005; Towatari 2004; Thomas 2004). Allogen transplantation i 2. CR Patienter, der får relaps efter kemoterapi, kan undertiden bringes i 2.CR , men denne er sædvanligvis kortvarig. Bedste mulighed for helbredelse er allo-HCT selvom prognosen er dårlig. Retrospektive studier synes at vise at allo-HCT er bedre end auto-HCT, selvom der ikke foreligger direkte sammenlignende undersøgelser (Weisdorf 2002). Mini-transplantation Patienter > 45 år med ALL kan behandles med mini(RIC)-transplantation. I 2010 er publiceret data vedrørende mini-transplantation af voksne med ALL i første og anden CR (Mohty 2010 og Marks 2010). Førstnævnte publikation omfatter også Ph+ALL. Det konkluderes i begge publikationer, at RIC-transplantation i sammenligning med standard allo- HCT (MAC) giver ens overlevelse (OS), mens der synes at være (forventelige) forskelle, hvad angår procedurerelateret mortalitet (TRM) og leukæmifri overlevelse (LFS). Ved mini-allo-HCT bør remisionens kvalitet sikres bedst muligt. Helst ved molekylær- alternativt ved flowcytometrisk MRD-moniorering. Der anbefales CR med MRD < 10 -3 af udgangsniveau, se endvidere nedenstående tabel. 15
Page 1 and 2: Rekommandationer for knoglemarvstra
Page 3 and 4: Vævstyper og terminologi Ved valg
Page 5 and 6: 3.valg: 9/10 allel forligelig ubesl
Page 7 and 8: Petersdorf EW et al: Major-histocom
Page 9 and 10: Sygdomsspecifikke overvejelser & kr
Page 11 and 12: Non myeloablativ stamcelletransplan
Page 13: Akutte Leukæmier ALL hos voksne AL
Page 17 and 18: Højrisikofaktorer • Fænotype: N
Page 19 and 20: Kemoterapi Hoelzer, D.F (1993). The
Page 21 and 22: unrelated transplant in first compl
Page 23 and 24: ALL hos børn 5% blaster i knoglema
Page 25 and 26: i det nordamerikanske register, af
Page 27 and 28: Risikogrupper for AML i 1. CR Lavri
Page 29 and 30: Autolog KMT Litteraturen på områd
Page 31 and 32: Gale, R.P., Horowitz, M.M., Weiner,
Page 33 and 34: myelogenous leukemia in first compl
Page 35 and 36: AML hos børn
Page 37 and 38: Eapen M, Rubinstein P, Zhang MJ, Ca
Page 39 and 40: Point Parameter 0 0.5 1 1.5 2 Blast
Page 41 and 42: *) Specielt i denne gruppe gælder
Page 43 and 44: Kantarjian H, O'Brien S, Cortes J,
Page 45 and 46: Scott BL, Sandmaier BM, Storer B, M
Page 47 and 48: tiltagende. Patienter med RC og hø
Page 49 and 50: Donor leukocyte infusion after hema
Page 51 and 52: � Konstitutionelle symptomer, for
Page 53 and 54: Responskriterier ved CML Responstyp
Page 55 and 56: patienter, som statistisk set vil h
Page 57 and 58: Mauro,M.J. (2006) Defining and mana
Page 59 and 60: LYMFOMER Lymfoblastært lymfom Lymf
Page 61 and 62: Der er ingen data, der indicerer at
Page 63 and 64: BURKITT'S LYMFOM Senest revideret:
Page 65 and 66:
Hoelzer D, Ludwig W-D, , Thiel E et
Page 67 and 68:
Der er ikke indikation for autolog
Page 69 and 70:
sequential chemotherapy in poor-ris
Page 71 and 72:
af immunosuppressiv beh. og DLI og
Page 73 and 74:
following high-dose sequential chem
Page 75 and 76:
Marginal Zone Lymfom Senest revider
Page 77 and 78:
Rezvani AR, Storer B, Maris M et al
Page 79 and 80:
eskriver også sammenhæng mellem i
Page 81 and 82:
HCT ved refraktær sygdom (Verdonck
Page 83 and 84:
transplantation for lymphoprolifera
Page 85 and 86:
Perifere T-Celle Lymfomer Senest re
Page 87 and 88:
Referencer: Evens AM, Gartenhaus RB
Page 89 and 90:
Hodgkin Lymfom (HL) Senest revidere
Page 91 and 92:
Patienter med progressiv sygdom ell
Page 93 and 94:
Transplant, 12,172-183. Anderlini,P
Page 95 and 96:
Allogen KMT 1. HLA-identisk søsken
Page 97 and 98:
Referencer Definition Bacigalupo A,
Page 99 and 100:
Paroxysmal Nocturn Haemoglobinuri,
Page 101 and 102:
Autolog transplantation Myelomatose
Page 103 and 104:
Cavo M, Tosi P, Zagmani E, Cellini
Page 105 and 106:
Myelofibrose Idiopatisk myelofibros
Page 107 and 108:
Introduktion Retransplantation af b
Page 109 and 110:
Den samlede konklusion kunne være,
Page 111 and 112:
Thalassæmier Senest revideret nove
Page 113 and 114:
thalassæmifri overlevelse på 66%
Page 115 and 116:
Kronisk granulomatøs sygdom Senest
show all

12.5.2.30 DHS rekommandationer for KMT 2011.pdf - e-Dok

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?