1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

12 • Marianne A/enius
me til at ramme dem. Og fremdeles er sønner og døtre ofte en belastning,
og ikke sjældent giver flertallet af dem anledning til sorg og smerte snarere
end til glæde og fornøjelse. Historieskrivningen meddeler os, at kejser
Augustus engang skal have udbrudt:
»Oh, gid jeg havde været ungkarl, eller ikke havde nogen børn!«
Og af den grund bar de deres barnløshed med let sind. Efter sin mands død,
som indtraf i året 1642, forblev hun for evigt enke.«
Denne tragiske kvindeskæbne blev Birgitte Thott's chance og store lykke.
Fra nu af kom der fart over hendes intellektuelle liv. Men inden den faglige
Birgitte Thott kommer i centrum skal vi se et par glimt fra hendes familieliv,
som viser lidt mere af det liv, hun ved sin mands død gjorde op med.
Rosenkrantz havde, fornemmer man, med velmente, men ikke særlig overbevisende
argumenter, dækket over den store mangel i fru Thotts liv: børn.
At det ikke var fordi børn var belastende, Birgitte Thott ikke havde nogen,
ses af hendes omsorg for andres børn i familien. Rosenkrantz nævner explicit
Elisabeth Thott og Sofie Thott. Elisabeth skal her tjene som eksempel.
Hendes fader, Henrik Thott, var Birgittes broder. Da Elisabeths egen moder,
og senere hendes stedmoder, begge var døde, blev hun fra 1647 opdraget
hos Birgitte, »som fra den Tid, hende til sit Barn hafver antaget« 10 .
Birgitte fandt steddatterens begavelse fremragende og »hafver derfor holdt
hende til Studering og gode Bøgers Læsning«". Hun lærte hende selv
fransk og engelsk, og de to samarbejdede om Elisabeths oversættelse fra
engelsk af Thomas Fuller's »Gode Tancker udi onde oc verre Tider«, som
Elisabeth står for at have oversat, mens Birgitte har skrevet indledningen
og som Elisabeths lærer vel også rettet oversættelsen igennem. Birgitte
overdrog skriftet til Thomas Bartholin, lægen, som efter begge kvinders
død besørgede den i trykken.
Elisabeth døde ung af sygdom, og fra Hans Clausen Rosings ligprædiken
over hende skal citeres et stykke, som belyser det gode menneskelige
og faglige forhold mellem Birgitte Thott og hendes steddatter. Rosing
skildrer Elisabeths sygeleje og gennemgår hendes sidste hilsener, som
nævnt i rækkefølge gik til: hendes forlovede Erik Sehested, som var bortrejst,
hendes fader; hendes afdøde moder og dernæst »Hendis Fadersyster
(= Birgitte), som da icke kunde være saa idelig hos hende, som hun
pleyede, for den Angist, hun fandt ofver deris Skilsmisse, saa hafde indtaget
hendis Hierte, at hun fryctede, hun ved sin Kleinmodighed, hende sin
Frimodighed skulle betage, beklagede hun sig meget for, ynskede hiertelig,
hun vilde gifve sig til freds, oc bad hun vilde endnu engang komme til hende.
Der det skeede, rackte hun hende sin Haand, oc bad for Guds Skyld,