1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Henrik Wivel: Den titaniske eros • 157
Henrik Wivel: Den titaniske eros. Drifts- og karakterfortolkning i Johannes V.
Jensens forfatterskab. Gyldendal, 1982. 198 s.
Ud fra det kendte had/kærlighedsportræt af Johannes V. Jensen (JVJ), alias Jens Lund,
som Herman Bang tegner i sin roman De uden fædreland (1906), og mere præcist Jens
Lunds svar på Joans spørgsmål om hans aske skal spredes på verdenshavene efter hans
død: »Nej - han blev rød mod sin Vilje over den forunderlige Modsigelse, han inderst og
ubevidst fornam: Ncj, ligge vil jeg ved min Mo'r, og hun ligger paa Langeland«, bestemmer
Henrik Wivel J VJ's udadvendthed ikke blot som »et propaganderet postulat - en løgn« (p. 1)
men som udtryk for »en vigende og regressiv moderbinding« (ibid.).
Ligger der - med modifikation - nogen sandhed i det første udsagn, forholdet til den
materielle virkelighed forblev altid et problem for JVJ, så er det svært at acceptere påstanden
om en ødipalneurose som grundlaget for hele forfatterskabet. Denne neurose søger
JVJ, ifølge Wivel, forgæves at overvinde ved dels at identificere sig med den herskende,
småborgerlige samfundsorden, dels ved at søge tilbage til det beskyttende moderskød men
uden at være i stand til at forene disse mandlige og kvindelige elementer til en harmonisk helhed
af selvforståelse og selvudfoldelse.
JVJ's fortrængning af sexualdriften fører til, at han bogstaveligt vælter sig i falliske og
vaginale symboler: intet tårn eller vandløb, træ eller hule undslipper Wivels opmærksomhed
og resultatet nærmer sig undertiden det parodisk-absurde. Således fortolkes JVJ's artistiske
rejsebrev fra Spanien, »Myggene« (1899) helt uacceptabelt både som en projicering af
sexualdrift og som forfatterens angst for proletariatet og hans egen sociale deklassering.
Med større ret kan Wivel anvende sin metode på JVJ's første romaner, Danskere (1896)
og Einar Elkær (1898), der også handler om hovedpersonernes sexualangst og delvise sociale
mindreværdsfølelse, og helt korrekt og præcis er hans beskrivelse af den desillusion, der opstår
hos de to bondestudenter ved konfrontationen med storbyen, virkeligheden. Denne
fremhævelse af ungdomsværkernes pessimistiske livssyn føres videre i en glimrende og overbevisende
analyse af den permanente dødsbevidsthed, der gennemtrænger Kongens Fald
(190001). Men igen føres psykoanalysen i felten, når fx. Mikkels længsel efter lykken -
den mytiske sammensmeltning af ånd og materie, jeget og omverdenen - ses som ren sexuel.
Den kendte hesteslagtningsscene fortolkes således som et kastrationssymbol, en libidoregression,
der skal føre Mikkel tilbage til et før-pubertetsstade, lede ham »prænatalt ind i
moderskødet« (p.45). I gennemgangen af Hjulet (1905), som Wivel med rette opvurderer
(på bekostning af Madama D'Ora (1904)), ses på samme måde Lees drab på Evanston som
et forsøg på at overvinde driften. At JVJ her har gjort brug af det klassiske dobbeltgængermotiv
(Lee og Evanston forstået som een person) er en inspirerende idé; betænkelig er
derimod konklusionen, at selve drabet, driftsfortrængningen er udtryk for en victoriansk
reaktionær ideologi.
Det gælder generelt for bogen, at Wivel er en dygtig læser. Hans mere almene, indledende
værkfortolkninger er ofte fremragende, men detailanalysen og ikke mindst konklusionerne
tynges af en dogmatisk snæversynethed, der ligesom spærrer for selve teksternes iboende
kunstneriske kvaliteter. Dette gælder også Wivels gennemgang af de seks mytekredse.
Den lange Rejse (1908-22), der er centreret om hovedværket Chrislofer Columbus (1921).
Titelpersonen ses som en syntese af de foregående binds øvrige skikkelser. Hans sejlads
»ind i de vaginale skove, ind i den svangre Jomfru Marias livmoderlige paradis« (p. 126),
for dér at genfødes, fortolkes som endnu et forgæves og desillusionerende forsøg på at sam-