1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Stig Dalager og Anne-Marie Mai: Danske kvindelige forfattere I-II * 151
Nagler, Inge Haagensen), en skuespiller (Lis Elkjær), og mange kommer fra privatlivet
(Ellen Kirk, Alba Schwartz, Mary Waagechristensen, Nina Holst, Karen Enevold og Gerda
Eld). Hertil kommer den interessante gruppe af kvindelige autodidakter fra landet med
bl.a. Andrea Andreasen og Johanne Buchardt.
Disse mange kvinder skriver i alle stilarter og genrer, fra satiren til den stilfærdige psykologiske
analyse, ofte i markant kvindepolitiske former - med Eva Hemmer Hansen og
Elsa Gress som de kendteste. Og de læses af meget store grupper. De er altså ikke marginaliseret,
og de udgør ikke nogen understrøm, men tværtimod bindeledene mellem den sociale
realisme fra århundredskiftets generation og 60'ernes og 70'ernes nye kvindelitteratur.
Derfor holder det heller ikke stik, at »den egentlige fornyelse af kvindelitteraturen i 1930'erne
kommer hos så forskellige forfattere som Karen Blixen og Tove Ditlevsen« (11,91). Den
egentlige fornyelse består - i alt fald ud fra eri konsekvent litteratursociologisk betragtning -
i, at den realistiske hovedstrøm også får en stærk kvindelig tilvækst, både kvantitativt og
kvalitativt: med større bredde i forfatterrekruttering og tekstproduktion, i temaer, miljødækning
og stil- og genreformer; det er en del af og parallel til den generelle litterære decentralisering
af realismen, op til den litterære institutions professionalisering fra omkring
1950. Man savner også systematisk diskussion af de kvindelitterære formers sociale funktioner
ca. 1930-60 - og det dermed sammenhængende problem om kunstnerisk form og
kvalitet - for forfattere og læsere, i forhold til, hvad Dalager & Mai kalder »hverdagsrealismen««
med gåseøjne omkring »realismen«. Anførelsestegnene antyder, at de ikke
finder disse former realistiske (det samme insinueres om Anders Bodelsen (11,141)), men det
forklares aldrig hvordan eller hvorfor, dvs. hvilke implicitte værdikriterier de således udskilte
ikke lever op til.
Det hører til denne underbelysning af den kvindelige del af den realistiske tradition og
af hele den kvindelitterære debat ca. 1930-70, at også f.eks. Elsa Gress' Det uopdagede
køn og Lise Sørensens Digternes damer (begge 1964) er uretfærdigt negligeret i udviklingen.
Det bliver i det hele taget en konsekvens af den hårdhændede selektion og mytologisering,
at 1970'ernes kvindelitteratur, der er det afsluttende højdepunkt i fremstillingen, ikke er
tilstrækkelig tydeligt knyttet til de foregående afsnit. Der er dog skitsemæssigt etableret
et mellemled med et afsnit om kvindelige modernister, primært i 60'erne, kun ti sider,
men med fine læsninger ud fra den centrale pointe, at modernismen generelt er almenmenneskeligt
orienteret og derfor ikke optaget af konkrete kvindespørgsmål. Det gælder
også forfattere som Cecil Bødker og Inger Christensen, hvis roman Azorno (1967) også
analyseres som udtryk for kvindeforfatterens æstetiske problemer. Her kunne man dog
ønske en videregående behandling af romanen som metaroman inden for den specifikke
modernistiske tradition, til afklaring af den særlige kvindelige problematik, ligesom behandlingen
af både Cecil Bødker og Ulla Ryum ville være blevet uddybet ved inddragelse
af deres senere, mere kvindebevidste værker fra 70'erne og 80'erne.
Slutafsnittet argumenterer overbevisende for, at der er sket et på alle leder og niveauer
afgørende gennembrud i 70'erne. Ligesom i afsnittet om de kvindelige modernister savner
man - netop fordi analyserne antyder hidtil ubelyste lag i teksterne - mindre skitsemæssige
og mere udtømmende behandlinger af forfatterskaber som Anna Ladegaard, Cecil
Bødker, Grete Stenbæk Jensen, Suzanne Brøgger og Jette Drewsen. Det er symptomatisk
for hele behandlingen af 1900-tallet, at inden for et forfatterskab som Martha Christensens
er hendes mest udprægede kvinderoman, Tjørnehækken (1964), helt ubehandlet, mens et
hovedværk som Vores egen Irene (1976) kun gennemgås ud fra synsvinklen: Irenes forhold
til arbejdet og til andre kvinder, ikke ud fra hovedmotivet: familien som undertrykkelses-