1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

156 -Anmeldelser
mere letgennemskuelig og usammensat form« (Kritikken og Portrætter, Kbh. 1946, s.
15). Samme gamle mesters indskærpelse af hvor vigtigt det er at iagttage en forfatters
første litterære skridt og se hvilken litterær konstellation han indskriver sig i, imødekommer
Houmann også i sin grundige og nuancerede skildring af Nexøs begynder-tiltag, bl.a. hans
urimeligt famøse digt i tidsskriftet Taarnet.
Meget nøjagtig er også Houmanns redegørelse for Nexøs forhold til højskolen, som var
ganske afgørende, og hvorom Nexø har ytret sig i en mere og mere forvanskende ånd. Houmann
har anledning til at korrigere Nexø - og vel samtidig til at føje en historisk og mere
positiv accentuering til de næstsidste dages ideologikritikere, der undrede sig over at ulærde
folk omkr. 1910 ikke var kapitallogikere. Nej, Nexø var ikke nogen ordentlig marxist, og
han blev det aldrig; han var religiøst solidarisk med de fattige og nødlidende. Houmanns
ideologiske bestemmelse af Nexø (s. 113) er nok det vigtigste sted i hele bogen. Efter min
separatmening kunne man heraf drage en anden konklusion, nemlig at Nexøs realpolitiske
orienteringer - og utallige besserwissende erklæringer desangående - kunne prioriteres lidt
lavere i en levnedsskildring; var det ikke snarest ønskebillederne, også forbitrelsesbillederne
i det negative, han gik efter? Heri vil Houmann naturligvis ikke være enig.
Men også for ham er bøgerne jo hovedindsatsen i en stor forfatters liv. Af en bred Uf e-and
ferters-skildring som denne venter man fornuftigvis ikke »værkanalyser« i den ny-akademiske
stil, men en passende - og da gerne idérig - karakteristik af værkerne, af deres plads i
forfatterens liv, derved også noget om »hvor de kom fra« og hvordan de blev til. Der skulle
gerne levnes lidt til litteraturforskerne at udrette. Det bliver der såmænd også her - bl.a.
forskellige tværgående undersøgelser, således af Nexøs novellistik, der vist nok aldrig er
blevet underkastet en samlet betragtning. Meget givende er dog, her i bogen ligesom i den
tidligere version i Reitzels Værkserie, behandlingen af Pelle Erobreren. Jeg synes at den står
sig over for de to eksisterende monografier: Fjord Jensen-eleven Anker Gemzøes og Aage
Henriksen-eleverne Lisbet Holst & Knud Wentzels (begge fra 1975). Tag en lille ting som
Houmanns påpegning af Nexøs betagelse af Don Quixote i sammenhæng med Pelle. Wentzel
har en sammenholdning af de to romaner og hidsætter endda Pelle II, kap. 11 - uden
at nævne det evidente forbillede i Don Quixote's anden dels kap. 26; Wentzel er sådan
mere spekulativ. For Wentzel er lighedspunktet illusionismen; for Houmann snarest idealismen
(Nexø har selv udtalt sig i en udpræget romantisk ånd om DQ). Der er nok noget
om begge dele - foruden om andre aspekter: tænk fx. på Sancho Panzas utrættelige produktion
af folkelige ordsprog og mundheld, lige noget for Nexø! At Pelle og Far Lasse
hører til i følget bag Sancho Panza og Don Quixote, sagde Henning Kehler for længe siden.
Men Nexø har omfordelt egenskaberne; og i Far Lasse har han, ligesom i sin læsning af den
spanske roman, tilføjet noget Cervantes egentlig aldeles ikke kender til: ømheden, barmhjertigheden
med det mislykkede og delvis hjælpeløse. Nexøs bedste, mest digteriske personer
er børn, gamle og pjalteproletariatet. Her brugte han det fineste han havde af fantasi,
intuition, følsomhed. At digte, står der i Vejs Ende (1939), er: »Ingenting at vide med
sikkerhed - og at ville vide alt!« Af skråsikkerhed og alvidenhed havde Nexø med årene
måske selv rigeligt, nogle vil sige å la Don Quixote; det bedste af den var dog fantasi; og det
vidste han.
Lars Peter Rømhild