1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

142 • Anmeldelser
Men da Garnerius' Colloquia ikke pt er til rådighed på KB kan vi jo se på Martins. Udg.
fra 1627 er genudgivet af Hatt i 1929. Det er nærmest en parleur, opdelt i 12 afsnit: Rejse
i Frankrig, Sengen (overnatning), Klæder, Spise og drikke, Samtaler ved bordet, Afrejse,
Heste, Værtshuset spisning og overnatning, Kortspil, Musikinstrumenter, At gå i seng,
Håndværkere og embedsmænd.
Altså en helt praktisk inddeling efter hverdagslivet. Her er ingen abstrakte kategorier:
avind, slemhed, daarlighed, blyfærdighed eller deylighed eller andre indslag fra ethik og
fektlære, som hos Matras. Til gengæld er mange af scenerne meget underholdende, og
måske ikke så fjernt fra virkeligheden.
Hvad så med ordsprog? Man behøver ikke at lede længe:
1 afsnittet om sengen læses udg.s pag. 32 på den franske venstreside:
Long dormir n'est pas sans songe, ni long discours sans mensonge.
På den modsvarende højreside (pag. 32) på tysk:
Lang schlaffen ist nit ohneTraum, noch lang gescwatz ohne lugen.
Og lidt længere henne:
Fransk (pag. 36): Il faut prendre le bon temps, tandis que l'on le peut avoir, le mauvais
vient plus tost qu'on ne veut.
Tysk (pag. 37): man musz die gute Tag annemmen, weil man sie haben kan, die bosen
kommen eher als man will.
En tilsvarende fransk-dansk lærebog, der kunne omfatte stof fra Matras' undervisning,
blev udgivet af Hans Sørensen i 1660:
Eenfoldige frandske samtaler etc. Hans Sørensen havde tidligere udgivet en fordanskning
af Matras' franske grammatik. Men i HSs parlør svarer ikke alle afsnit til Martins. HS har
f.eks. allerførst »skolehandel«.
I Martins Colloques finder vi ordsprog brugt i hverdagssituationer, som kunne det være
blandt gemeene folk. Men det var just ikke det, de unge junkere skulle opdrages til. Vil
vi finde dem brugt i mere udsøgte sammenhænge (end Martins »Samtaler ved bordet«), må
vi gå andre steder hen, hvor frivoliteter, hvis de findes, er på et mere delikat plan.
Der findes fra disse århundreder adskillige lærebøger, hvor det omtalte kompromis mellem
det høvisk-militære og det skolehumanistiske formidles til en højere enhed. Bedst kendt
her i Danmark er nok Erasmus af Rotterdams skrifter, f.eks. Fyrstespejlet (Poul Helgesen)
eller Adagia, hvor det mest interessante nok er de kulturkritiske kommentarer, som Proverbes
helt mangler.
Her skal vi kort se på tre andre dannelsesklassikere, der har betydet lige så meget. De er
alle netop klassikere i litteraturen om »the gentleman« (de to første sågar udsendt i Penguin
classics). B. Castiglione: Il corteggiano (1528), Della Casa: Galateus de moribus (1558)
og S. Guazzo: La civil conversatione (1574). I disse bøger skildres den forfinede hofmand
(corteggiano) og hofdame, der med ynde og lethed (grazia) bare »kan« det, som professionelle
borgerlige og gejstlige opfatter som deres surt tillærte specialer. Han er meget klassebevidst
(sprezzatura), bevidst om sin overlegenhed og bedreværd, ikke blot den sociale
- rigdom og byrd - men, og især den moralske (honore, vergogna, civiltå).
Det kan være smukt at læse om disse idealfigurer, tonen og stilen kan minde - på overfladen
- om Karen Blixens, men tænker man på teksten som lærebog, træder modsigelsen
mellem den elegante umiddelbarhed og den totale selvbeherskelse og reflekterede bevidsthed
stærkt frem. Det er ikke tilfældigt, at Galateus slutter med et kendt citat fra Ciceros De
Officiis (her efter den udg. der blev trykt i Kbh. 1602, på latin, pag. 55).
Man bør lægge vægt på det passende (decorum) i den måde, man står, går, sidder elle