1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Lise Præstgaard Andersen: Skjoldmøer - en kvindemyte • 137
hvorefter Præstgaard Andersen med konkrete eksempler vil vise de handlekraftige »skjoldmøers«
eksistens. Hun fremhæver bl.a. Audr, Gisle Surssøns kone, og navnesøsteren fra
Laxdæla - Brog-Audr, der begge kæmper med våben i hånd og gør det flot, siger Præstgaard
Andersen. Her må man dog indvende, at Gisles kone ved sin utidige indblanding
med en kæp i Gisles kamp faktisk forhindrer ham i at hugge arvefjenden Eyolf ned. Det
er Gisle selv, der konstaterer dette, samtidig med at han roser konen. Senere i kampen får
Gisle banesår og dør. I Laxdæla iklæder Brog-Audr sig mandsdragt og bevæbner sig for
at hævne sig over sin eksmands fornærmelse, da ingen andre vil hævne hende. Hun rider
til ham og stikker ham, mens han ligger i sin alkove. Sagen må dog alligevel kaldes mislykket,
for hun sårer ham kun, og ærlig kamp kan det jo næppe kaldes. Begge historierne indeholder
således efter min læsning didaktiske fremstillinger af, hvorledes det går kvinder, der
forsøger at spille en manderolle (kvinder i mandsdragter og mænd i kvindedragter er som
bekendt en vederstyggelighed for de islandske love.) Forfatteren af sagaen får på sagaernes
sædvanlige indirekte måde, dels ved en replik, dels ved resultatet af handlingen gjort det
klart, at kvindernes forehavende ikke lykkedes, de var gået for vidt. Nok er der storslåede
og handlekraftige kvinder i islændingesagaerne, men de fungerer innan stokks og bryder de
ud, går det dem som de to nævnte.
Et andet eksempel på Præstgaard Andersens lidt pressede læsninger er hendes behandling
af et punkt i Rolf Krakes saga. Præstgaard Andersen mener, at afsnittet om dronning
Olof af Sachsen indeholder fortrængt kvindestof, samtidig med at hun konstaterer sagaforfatterens
klart misogyne - kvindehadske - holdning i øvrigt. Det er i denne sammenhæng
hun kritiserer Saxos, Oehlenschlågers og Axel Olriks forståelse af Helge som den store
helt og deres bortradering af de aspekter, der rummer mulighed for en kvindesaglig tolkning
(s. 101). Præstgaard Andersen vil se Helge som en gevaldig mandschauvinist, der kun
vil have sexuelt samkvem med kvinder og intet andet. På et tidspunkt står han i forhold til en
alfkona, som aftvinger ham et løfte om, at han skal tage sig af det barn, der vil blive frugten
af deres forbindelse. Hvis ikke han holder løftet, vil det »komme ham dyrt at stå«. Helge
»giver ingen agt« på sagen. Tre år efter afleverer alfkonan datteren Skuld til ham ledsaget af
en forudsigelse om, at Helges slægt må bøde for løftebruddet. Og som bekendt bliver Skuld
senere årsagen til Rolf Krakes undergang. Præstgaard Andersen ønsker at se en fortrængt
kvindelig hævnhistorie i sagaen. Helge vil ikke opfylde sine opdragerforpligtelser som far,
han ønsker kun fornøjelsen med kvinderne. Disse svarer så igen ved at lade mandssamfundet
par excellence - Rolf og hans hird - gå til grunde.
Jeg vil gerne her inddrage et tilsvarende motiv fra en af de sene islændingesagaer: Kjalnesingesaga.
Skjult kvindestof er måske meget udbredt, eller måske kan historien om Bue
Andridssøn kaste lys over begivenheden i Rolf Krakes saga.
Helten Bue opholder sig på et tidspunkt hos Dovre i Jotunheim. Dovres datter Frid
bliver glad for ham og han for hende, og de sover sammen en vinter lang. Da Bue skal
videre, fortæller hun ham, at hun er med barn, og at hun, hvis det bliver en dreng, vil sende
ham til Bue, når drengen er tolv år. Hvis ikke Bue tager vel imod ham, »så vil du få din
skæbne at smage«.
Tolv år går, og sønnen Jokul opsøger Bue, der imidlertid ikke vil kendes ved ham. Det
ender med, at de brydes, fordi Bue fastholder, at »du ikke er vores søn, hvis der ingen magt
er i dig«. Det er der imidlertid - og da Dovres datter oven i købet blander sig, får Bue
banesår.
Det fælles for begge historierne er svigtede løfter, men vel at mærke løfter givet til utysker
fra Udgård. Kønne og fremkommelige utysker ganske vist, men heltene har alligevel været