1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Johan Fjord Jensen: Efter guldalderkonstruktionens sammenbrud -171
stade og at videreforløbet i bind 11 og 111 har andre næringskilder, og igen vil jeg svare
tilbage at så godt er videreforløbet heller ikke forløbet at det ikke havde været umagen
værd at videreudvikle de næringskilder der allerede forelå. Fjords begrebsapparat har den
humanistiske fordel at det er ganske rummeligt, så det praktisk tillempet giver gode
resultater et godt stykke vej, men den ulempe at når resultaterne idelig bygges ud, så er
rummeligheden for stor og begreberne for vage til at man kan afgøre om udbygningen består
af en ombygning eller en tilbygning eller begge dele. Fjord bekender ligefrem selv et sted,
i en note til I 132, at han bruger sit fortolkningsbegreb forskelligt efter omstændighederne,
men uden at sige hvori forskellen består.
Nærmere er det svært at komme de prekære overgange i Fjords udvikling. Det skulle
da lige være i den sidste »Problemer og analyser« artikel han har skrevet, den om triviallitteratur
og ideologikritik, der er ene om at stå uden for bind I og her - i bind II - er sat som
bindeled mellem Fjords bidrag til ugebladsanalysen i Søndags-BT bogen og tegneserieanalysen
i den følgende kollektivbog. Jeg nævner denne artikel fordi den temmelig klart
viser at hvor Fjord bygger holdbart bygger han til, ikke om, og det forsigtigt. Det hedder
om triviallitteraturen, som han ser den, at den i modsætning til finlitteraturen bekræfter
grænser. 1 det stationære samfund gik der ingen grænser som sådan lod sig enten overskride
eller bekræfte - i folkedigtningen møder vi dem ikke - men i det moderne samfund gør der,
skønt det netop er hvad triviallitteraturen prøver på at benægte. Denne litteratur forfalsker
med andre ord, men dens forfalskning af sit eget historiske grundlag er samtidig hvad den
afslører, hvis man studerer den ideologikritisk!
Og hvordan gør man det - om ikke ved at skelne mellem dens budskab og dens adfærd.
Eller ved at sætte dens idealer i forhold til dens underliggende interesser, analysere den på
dens egne præmisser i lyset af andre præmisser, tolke den i lyset af en karakteristik, se dens
udsagn i dialektisk spil med det den fortier, eller dens positive logik i lyset af dens negative.
Et helt arsenal af formuleringer fra bind I lader sig køre i stilling - og Fjord er ikke selv
den der holder dem tilbage (cf. II 56-57). Diskursen har sågar bevaret sine faldgruber.
Ikke på grund af gentagelserne, men fordi de varieres og skrider frem som de gør, som
når budskab kommer til at svare til (bevidste) idealer, medens ideer refererer til interesser og
ubevidsthed.
Nuvel, det som udmærker triviallitteraturens forhold mellem virkelighedsgrundlag og fortolkning
er dens overraskende problemorientering. Ikke sådan at forstå at den får tilværelsen
til at fremstå som problematisk, men sådan at den får vores individuelle måde at leve
vore liv på til at gøre det. Teksternes bevægelse fra problemerne (-O til problemløsningerne
(+) bekræfter problemernes præmisser (•*•). Ja, viljen til at bestyrke disse præmisser
synes faktisk større end viljen til at skænke dem en løsning.
Dette er hvad artiklens to novelleanalyser kommer frem - eller tilbage - til, men det er
på begge sider af artiklen også hvad dens forfatters bidrag til de to kollektivprojekter kalder
frem som mytisk-ideologisk struktur igen og igen. Omtrent identiske gentagelser af forholdet
kan opsøges i bind II 61, 64, 68, 69, 70, 191, 197. Blot som eksempel skal anføres
hvordan mekanikken virker i de mest moderne tegneserier, de såkaldte superserier. Her er
hele serie-kapitalismens ekspansivitet gået så vidt, at de sociale systemer trues på livet af.
ekspansiviteten selv. Superskikkelsen må træde til og hjælpe, hvorved de kræfter der truer
samfundet igen påkaldes til dets forsvar. Civilisationen i al sin potens leverer forsvarsberedskabet,
som den før leverede den angst der skabte behovet for et forsvar. Ekspansionen
munder efterhånden ud i et stationært forsvar for lov og orden. Og sådan går det generelt
til når myten medierer og ideologiserer. Naturen mytologiseres op til en slags sam-