1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

DgO V, Daniel Matros • 143
hviler, i sit udtryk, øjne eller hændernes bevægelser. ! disse sager bør vi undgå især to ting:
det der er for kvindagtigt og sukkersødt og det der er for groft og bondsk. Og Cicero tilføjer
: Og vi skal ikke tro, at fordi denne regel gælder for talere og skuespillere, så gælder
den ikke for os.
Teksten udtrykker selv den opportunisme, man aner i hofmandens forhold til fyrsten (indledn.
pag. A3,v:) Læg dig først og fremmest flg. bud på sinde: Behag, således at du indretter
og afpasser din måde at være på, ikke efter din egen smag, men efter deres ønsker og
vilje med hvem du omgås. Thi det er efter det den bør indretles - dog med en vis moderation.
Hvordan udmøntes dette så vedrørende ordsprog? Hvordan bruge dem, når man ikke er
blandt gemeene folk, prædikanter og Sancho Panza'er?
Della Casa skriver i Københavner-udg. fra 1602, pag. 45-46: Det er en latinsk dialog mellem
A og S:
A: Nu har jeg hørt, hvad du mener er upassende hvad angår lyden. Fortæl mig nu, hvad
der er upassende med hensyn til betydningen!
S: Det er ordene det drejer sig om. Ikke blot uanstændige, men også forkastelig og onde,
og det gælder især hvor talen er om store og pragtfulde emner. Herhen hører adskillige
ordsprog, som er i folkemunde, hvis mening ganske vist er god, men hvis ordlyd er besmudset
med vulgært skidl, hvad enhver let indser, som kender til daglig tale. I øvrigt er det
nødvendigt, at du vænner dig til et elegant, beskedent og behageligt ordvalg, et i hvilket der
ikke er en bitter smag...
Det er nok sådant Daniel Martin ikke helt har efterlevet i det afsnit, der handler om
excrementorum, og som Matras derfor ganske udelader.
Den ovf. citerede bog var ikke blot trykt i Danmark, men blev også brugt (Jf. Birte Andersen
: Adelig Opfostring). Men hvordan lød det så, når disse overmennesker benyttede sig
af ordsprog? Det kan man læse om hos Guazzo i hans La civil conversatione. Her skildres
i fjerde bog under flg. overskrift:
Her fremstilles den dannede samtales form ved hjælp af et eksempel fra et selskab holdt
i Casale, med deltagelse af 10 personer.
»Da jeg ikke kan og ikke bør handle mod en så fremragende dronnings bud, svarede hr.
G., lad os da lege »ensomhedslegen«, idet hver af os vælger et sted at leve et ensomt liv, og
angiver grunden, der har bevæget ham til at trække sig tilbage til ensomheden, og underbygger
den med et eller andet ordsprog eller et andet bevinget ord. Når det er gjort, vil det
være jeres pligt, herrer dommere, at udsige, hvem af os der har valgt ensomheden med den
bedste begrundelse, og han eller hun skal være uden forpligtelse til at svare på de spørgsmål,
som dommerne vil stille.
De øvrige skal forblive i deres ensomhed, og vil de ud af den, skal de være forpligtet til at
svare på de spørgsmål, dommerne vil stille dem.
Idet jeg altså forventer, at hver af Jer, i den rækkefølge, hvori vi sidder i denne kreds,
tager del i legen, vil jeg selv træde ind som den første og sige som følger:
For at jeg ikke i selskabslivet skal besudle min sjæl med andres synder, vil jeg trække mig
tilbage til ensomheden på mit gods, som hedder Borromeo, hvor jeg vil efterleve denne talemåde
: Det er bedre at være alene end i dårligt selskab.
Efter ham talte dronningen. For at ikke lysten til at regere og til at øge min kongelige
storhed skal tilskynde mig til at tyrannisere mine undersåtter til skam og skændsel for mig,
vil jeg føre et afsondret og ydmygt liv i ørknens ensomhed og leve i afklaret ro, thi den,
som ydmyger sig på jorden, skal ophøjes i Himlen.«