1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Seneca oversætteren Birgitte Thott. Et fagligt portræt • 15
sin mundtlige sprogfærdighed på en række moderne sprog, som hun talte
flydende med udenlandske gæster, ligesom hun af ham og andre beundredes
for sin frie korrespondance på latin, hvorfra vi har bevaret et enkelt
brev til Ole Worm.
Dansk, tysk, hollandsk, engelsk, fransk, italiensk, spansk, latin, græsk
og hebraisk er således alle sprog, som Birgitte Thott i sin samtid mentes at
beherske. Oversættelser til dansk, som hun selv har udarbejdet, har vi bevaret
af værker skrevet på tysk, engelsk, fransk og latin. Den spanske Juan
Luis Vives har hun oversat fra latin, og de græske tekster af Epictet og
»Cebes« er oversat fra dobbelsprogede udgaver: græsk-latin. Birgitte Thott
synes at have kunnet klare sig indenfor 10 sprog, selvom hun måske ikke
har »kunnet« dem alle lige godt.
Interessant er det, at hendes intellektuelle hovedsprog, latin, ikke var
med i barndomslæren. Latin tog hun sin første lektion i samme år, hun var
blevet enke. Rosenkrantz fortæller om dette:
»Altså, i en alder af 31 år, tog hun for første gang fat på under fremragende
læreres vejledning at lære det latinske sprog, som i dag dyrkes vidt
og bredt af de lærde, og så godt var resultatet, at hun lynhurtigt kunne udtrykke
ligegyldigt hvilke tanker hun ønskede på sproget. For at kunne tilegne
sig den inderste mening med den hellige skrift arbejdede hun senerehen
ikke uden udbytte og enestående fremskridt med det hebraiske sprog,
som er det, Gud selv benyttede til at meddele sig til patriarkerne og profeterne
på, og på hvilket Det gamle Testamentes kanoniske skrifter oprindelig
var affattet. Hun var aldeles klar over, at vandet har én smag ved sin
kilde, en anden nede i floden.«
Ikke længe efter genoptagelsen af studierne tog Thott skridtet fra elev til
selvstændig. Mens hun arbejdede med at lære latin og hebraisk, begyndte
hun selv at blive produktiv som oversætter indenfor det franske og engelske
sprogområde. Og allerede i 1658 forelå den færdigtrykte Seneca-oversættelse
fra latin, hendes hovedværk og en væsentlig kilde for os til viden
om hendes fagkreds.
Erik Dal er den første, der har stillet og søgt at besvare spørgsmålet
»om Birgitte Thotts vej til netop dette forfatterskab« (s.41). I sin artikel
kommer han kort ind på emnet og peger på Sorø-miljøet og specielt Henrik
Ernst som bindeledet mellem Seneca og Thott. Hans tanke skal her forfølges
og efterprøves i detaljer.
Den tyskfødte Henrik Ernst var omkring 1626 kommet til Danmark og
havde virket som privatlærer i adelskredsene omkring Sorø Akademi, hvor
han i 1639 blev professor i jura og moralfilosofi. Han udgav i 1629 »Epicteti