1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Jørgen Fafner: Tanke og tale. Den retoriske Tradition i Vesteuropa • 127
digt og godt benyttet i NMB. Men jeg må jo skrive, hvad jeg finder rigtigt, og jeg nærer
et spinkelt håb om, at nogle af de påpegede ubehændigheder kan rettes i de følgende fem
bind - om man da kan holde de store grupper i eet bind hver, når dette kun bringer 14 af
henimod 300 visetyper. Lad os foreløbig få et omtrykt titelblad, der giver bindet nr. 2!
Erik Dal
Jørgen l-'afner. Tanke og tale. Den retoriske Tradition i Vesteuropa. 496 sider. C.A.
Reitzels forlag 1982.
Det er vist ikke almindeligt at anmelde lærebøger, heller ikke universitetslærebøger i dette
tidsskrift. Det har sine gode grunde, da mere eller mindre pædagogiske bearbejdelser på
anden eller tredje hånd må have deres forum andetsteds. Fafners store værk er dels et historisk
dels et fagpolitisk arbejde. Som historisk værk hæver det sig på flere punkter over
lærebogsniveauet: Visse afsnit er præget af primærforskning, og værket er - et erkendt
umuligt - men heroisk forsøg fra en enkelt forsker på at fremstille i et stræk den retoriske
teoris historie i Vesteuropa og - hvad der er indlysende, men kun fremgår implicite af titelbladet
- i Danmark. Derved får værket en større brugsværdi end f.eks. Uedings Einfuhrung
in die Rhetorik, der er skrevet af flere og naturligvis ikke har Danmark med.
Sådanne forsøg må altid modtages med taknemlighed, ikke blot fordi de kan være nyttige
som lærebøger eller opslagsværker, men fordi de uvægerligt vil komme til at afdække
huller i forskningen og dermed inspirere til en fornyet indsats på ny men mere begrænsede
områder, hvor en dybtgående forskning er praktisabel.
Som fagpolitisk arbejde griber det ind i debatten i kølvandet af CURs modersmålsopgave
og forholder sig løbende til det ny retorikfag, som Fafner selv er ved at bygge op i Danmark.
Tendensen i værket er i måske uventet pagt med æstetikbølgen at plædere for det talte
sprogs æstetik som en uudskillelig, men forsømt del af en almen humanistisk dannelse. Og
i og med at dette gøres ved at skrive et historisk arbejde om det gamle »centrale dannelsesfag«,
retorikken, vil Fafner pege på det ny retorikfag som bærer af en tradition, hvor netop
mundtligheden var afgørende. Dette ny retorikfag må nødvendigvis tage et opgør med sin
institutionelle fortid på Københavns universitet og samtidig trække nogle fronter op til
andre fag i universitetsverdenen og udenfor denne til skuespilkunsten.
Når en enkelt forsker vil tage el så omfattende emne op, vil fremstillingen uundgåeligt
blive, hvad angelsakserne kalder »a personal view«. Derfor er det også legitimt, at de ovennævnte
problemstillinger, som forfatteren står midt i, har præget fremstillingen. Men når
Fafner ikke selv starter med at redegøre for sine principper i indledningen, må det være en
anmelders job at ræsonnere lidt over dem. Titlen og omslagets tekster kan være udgangspunktet.
Tanke og Tale hedder bogen. Men hvordan hænger denne indholdsangivelse sammen med
den anden: Den retoriske tradition i Vesteuropa? Hvad skal vi forstå ved tanke og tale,
og hvor meget skal vi have at vide om den retoriske tradition? En første indskrænkning
giver allerede omslaget: det er kun den retoriske tænkning og ikke praksis. Nuvel, men er
det snævert nok? 1 den retoriske tænkning, som vi kender den fra antikkens lærebøger, må
tanke snarest pege hen på begrebet inventio, tankearbejdet i researchprocessen, hvortil lærebøgerne
anviser søgeprofiler og struktureringsmuligheder: hvem gjorde hvad mod hvem,
hvor, hvornår og hvorfor?
Men det er ikke research i sagforhold, pragmatisk analyse endsige prokuratorkneb Fafner
vil fortælle os om. På omslagets bagside introduceres en modsætning mellem retorisk og