1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Marianne Juhl og Bo Hakon Jørgensen: Dianas hævn- 163
skikkelse må have betydning som positivt frihedssymbol. Hun er født den dag, da Bastillen
faldt. De nøjagtige angivelser af historiske begivenheder og epoker bør absolut inddrages
i en fortolkning. Endelig må der tages hensyn til, at husholderskens barndomsbekendtskab
med digteren Ewald omtales: »Nedbrudt, uforstaaet, svag og elendig, skuffet i
Kærlighed til Arendse, udstraalede han endnu en mageløs Livskraft, en Glans som havde
fortryllet den lille Pige.« Stærkere kan det vel ikke siges at drømmene og poesien kan
være mere værd end livet. - På den anden side skjules der heller ikke, hvilken snylternatur
og destruktivitet denne livsholdning kan medføre. Familien de Connincks skønhed beror
på en familielighed med dødningehovedet, og Eliza sidder ved Katrines dødsleje som en
heks, der iagttager virkningen af sin dødbringende gift. - Katrine er Mortens uofficielle
kæreste, der på ganske real vis har elsket, lidt og er gået til grunde, mens hans søstre kun
har drømt.
Karen Blixen fører i sine fortællinger en evig debat med sig selv om drømmeholdningen,
om hvad den koster drømmeren og vedkommendes omgivelser og en debat om, hvorfor
denne type mennesker trods alt er fascinerende. Bag alle varianterne af typen skimtes »den
forholdsløse« Denys' træk, og måske Karen Blixens egne, som de tog sig ud efter katastroferne
i Afrika. Det imponerende og betagende ved hende er, at hun forvandler dette basale
tema til et mylder af spændende og gribende historier. Poesien er ikke hendes livs fejltagelse.
Det er hendes livs sejr. Men smerten over tabet af den anden halvdel af verden mærkes
ganske rigtigt også i hendes fortællinger.
Som ovenfor nævnt er medforfatteren af Dianas hævn, Marianne Juhl, ikke helt enig med
Bo Hakon Jørgensen. Denne taler selv om mænds mærkelige blanding af bevidsthed og
sanselighed. For en kvinde er det nok ikke helt så mærkelig en blanding, eller rettere sagt
ikke to sfærer, der holdes adskilt, som Marianne Juhls udlægning af Blixen viser. Hun
hævder, at Karen Blixen ønskede to ting på én gang: »Både at være en elsket kvinde, holdt
fast af den mand, hun tilbeder, og et uafhængigt frit menneske.« (29). Hun afstår fra at
besvare det påtrængende spørgsmål, om disse to ønsker vitterlig er i strid med hinanden
eller ej, men man mærker hendes sympati for Blixens ønsker.
Opfattelsen dokumenteres dels ud fra udvalgte fortællinger, dels ud fra brevene fra
Afrika, hvor Blixen kommer os i møde som et langt mere nutidigt menneske, f.eks. hvad
angår synet på kvindens samfundsmæssige stilling og på ægteskab og kærlighed, end når
hun i fortællingerne hyller sig i det forrige århundredes gevandter.
De to forfatteres måde at forklare denne uoverensstemmelse mellem brevene og fortællingerne
på er interessant og til en vis grad overbevisende. Vi skal ikke tage forfatterinden
på ordet, når hun gengiver svundne tiders æresbegreber. Hun kryber ind i disse menneskers
skind og prøver at forklare deres tankegang, ikke for at forsvare noget, der ikke mere kan
forsvares, men for at bringe os til at forstå, hvorfor disse mennesker ud fra deres forudsætninger
måtte komme til netop disse meninger. Hun er altså ikke solidarisk med de fremførte
meninger. Synspunktet er lånt fra Daguerreotypier, to radioforedrag holdt i januar
1951, hvor forfatterinden netop hævder at have denne holdning til de fortidige ideer, hun
fremlægger.
Hvis hendes andre fortællinger også læses med disse briller, kommer historien om »Den
gamle vandrende Ridder« til at handle om en mand, der ikke vil betale, hvad store oplevelser
koster, idet han sender den unge prostituerede, som han har tilbragt en uforglemmelig
nat med, tilbage til gaden. I hans egen forståelse handler historien om, at han respekterede
et andet menneskes stolthed. Marianne Juhl mener, at han til fordel for sin egen bekvem-