1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Lise Præstgaard Andersen: Skjoldmøer - en kvindemyte -135
gaard Andersens bestræbelse på at kaste kvindesagligt lys over den gamle litteraturs vanskeligt
tilgængelige personer og samfundsforhold er hendes påstand om, at denne bestræbelse
ikke bare resulterer i en opstilling af en modmyte til den maskuline, men at den faktisk er
sand: »Det er en af bogens pointer, at demonstrere, at der er solid historisk bund under betragtningerne
over kvindepsykologi og nutidig kvindesituation« (s. 8). Dvs. at skjoldmøerne
som fortidigt mytestof direkte afspejler visse kvinders psykologiske og sociale situation i
fortiden, udgør en del af bevidsthedsdannelsen og foregriber den samme aktive kvindetypes
situation i nutiden.
Den solide historiske bund mener Præstgaard Andersen at finde ved analyser af en række
udvalgte tekster, hvoraf nogle handler om skjoldmøer - og andre ikke. I kronologisk orden
- og det er også bogens orden - hentes materialet fra følgende tekster og tekstgrupper:
Edda-digtning (valkyrier), Saxo (skjoldmøer), islandingesagaer (stærke kvinder), riddersagaer
(møkonger), fornaldarsagaer (skjoldmøer), ridderviser/folkeviser (aktive eller passive
kvinder). Der er altså tale om et litteraturudvalg fra et meget langt spand af år og fra
så forskellige samfund som det danske og det islandske. Hvis man undrer sig over, at islændingesagaer
(hvori der ikke optræder skjoldmøer) og folkeviser (hvori skjoldmøer kun
optræder i meget sporadisk omfang) spiller en stor rolle i en bog, der angiveligt handler
om disse kvinder, oplyser Præstgaard Andersen (s. 14), at det er »lidt af en tilsnigelse« - men
at de handlekraftige og stærke kvinder i disse genrer har dyder fælles med skjoldmøerne.
Omend de altså, såvidt jeg kan se, ikke falder ind under den indledende definition (så bred
den end er), der lægger vægt på konflikten mellem kvindens kærlighed og udadvendte aktivitet,
for at ville kalde hende en skjoldmø. Hvorfor dette temmelig omfattende litteraturudvalg
danner baggrunden for bogen, bliver imidlertid klarere jo længere man læser. Allerede
i det andet kapitel introduceres således et nyt motiv: »den kvindelige loyalitetskonflikt«
- konflikten mellem en kvindes skyldighed i forholdet til sin egen slægt og i forholdet
til mandens. Motivet inddrages, hedder det, fordi både det og skjoldmømotivet »er uhyre
udbredte i såvel den norrøne litteratur som i den danske middelalderlitteratur« (s. 14). På
siderne 46-47 udvides bogens emne yderligere, og det forklares, hvorfor alle mulige folkeviser
med aktive, passive, myrdende, myrdede, hævnende, fødende, lidende, hoverende etc.
etc. kvinder på inspirerende men højst kalejdoskopisk måde inddrages (anmelderens tribut
til pedanteriet: 71 folkeviser omtales eller citeres på 19 sider!)- Udvidelsen udspringer nemlig
af »et ønske om at give et dækkende billede af kvindeopfattelsen i de danske folkeviser og
et ønske om at føre en historisk udviklingslinie til ende, der strækker sig fra den tidlige
middelalder til renæssancen, fra den fribårne valkyrie til kvinden, der udelukkende øver
indflydelse på sine omgivelser gennem sin svaghed«. Dvs. at Præstgaard Andersens projekt
må siges at have forskudt sig væsentligt fra den opgave, der ligger i at påvise og diskutere
skjoldmømotivets opkomst og udvikling til en langt mere generel »kvindeskikkelsernes litteraturhistorie«,
der som kernepunkt har, at jo mere indflydelse kirken og kristendommen får,
jo mindre plads levner samfundet for kvindelig udfoldelse. Tesen er besnærende, men vi
ved jo faktisk overordentlig lidt eller slet intet om kvinders vilkår før kirkens og dens skriftkulturs
indførelse her i landet. Her ville en stor diskussion med inddragelse af arkæologiske
kilder være til megen gavn.
I.ise Præstgaard Andersens litteraturhistorieskrivning berører undervejs en række temaer:
kvindelig sexualfjendskhcd, kvindelig underkastelsestendens, kvindelig følelseskapacitet og
(- talen er jo stadigvæk også om skjoldmøer) kvindelig aggression. Disse temaer bliver så
afslutningsvis taget op til fornyet overvejelse i de sidste fire udtalt aktualiserende kapitler,
hvor hatten bl.a. slås af notabiliteter som Georg Brandes, Elias Bredsdorff, Holger Drach-