1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier
1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier
1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
\5Q • Anmeldelser<br />
der ville have <strong>af</strong>klaret Tove Ditlevsens særpræg). Især kunne man ønske perspektivet udvidet<br />
med Tove Ditlevsens andre ægteskabsromaner, frem for alle den <strong>af</strong>sluttende: Vilhelms<br />
værelse (1975), <strong>og</strong> med erindringsværket Gift (1971), ikke mindst hvis erindringerne var<br />
blevet kontrasteret med den jævnaldrende - <strong>og</strong> generelt underbelyste - Elsa Gress' tilsvarende<br />
memoirer, som beskriver en kvindelig socialisationsproces i et akademisk mellemlagsmiljø.<br />
En sådan kontrast - <strong>og</strong> en generelt mindre romantisk opfattelse <strong>af</strong> Tove Ditlevsens<br />
forfatterskab - ville <strong>og</strong>så gøre analysen mere dialektisk, for dens grundsyn, der er overtaget<br />
fra Tove Ditlevsen selv: at »ingen kan flygte fra sin oprindelse« (11,115) <strong>og</strong> at Tove<br />
Ditlevsen »for alvor bringer arbejderdatterens univers ind i kvindelitteraturen« (11,92),<br />
burde sammenholdes med, at Tove Ditlevsen rent faktisk hele forfatterskabet igennem<br />
samtidig har slidt for at slippe væk fra »Barndommens gade« <strong>og</strong> den dertil knyttede sociale<br />
angst <strong>og</strong> klaustrofobi ved at bruge kunsten som social opstigning <strong>og</strong> som helle fra virkeligheden<br />
(jf. Gift).<br />
Begrænsningen i skitsen <strong>af</strong> kvindelitteraturen 1930-60 er d<strong>og</strong> især, at den bagatelliserer<br />
<strong>og</strong> negligerer det meste <strong>af</strong> hovedstrømmen i perioden. Den socialhistoriske baggrund <strong>og</strong> den<br />
derpå byggede litteraturhistoriske skitse (11,47-55) er yderst summarisk, <strong>og</strong> dermed underbelyses<br />
dels udviklingen inden for den kvindelige <strong>og</strong> den kvindelitterære offentlighed,<br />
dels de specifikke kvindelitterære traditioner, der f.eks. giver sig udslag i, at kvinderne<br />
vælger den historiske roman som genre (fra Thit Jensen til Eva Hemmer Hansen), naturligvis<br />
i vekselvirkning med de mandlige forfattere <strong>og</strong> det generelle kulturelt-politiske klima.<br />
Denne tradition ses <strong>og</strong>så i brugen <strong>af</strong> slægtsromanen ikke bare hos Gyrithe Lemche, men<br />
- nok så interessant - hos hel- <strong>og</strong> halvhjemstavnsforfattere som Anna Koch Schiøler, Karna<br />
Birk Grønbech <strong>og</strong> Helene Strange, der ikke blot udnytter dialekt formerne som litterært<br />
spr<strong>og</strong>, men <strong>og</strong>så fortsætter de episke former for bl.a. at kunne analysere værdikonflikterne<br />
i landbrugets kriseår <strong>og</strong> under urbaniseringsprocessen.<br />
Dalager & Mai focuserer - ganske traditionelt - på fornyere som Karen Blixen <strong>og</strong> Bodil<br />
Bech m.fl. Men for det første er det hårtrukkent at gøre »surrealismen« til fællesnævner<br />
for de antitraditionalister <strong>og</strong> modernister, som i mellemkrigsperioden tilstræber fornyelse <strong>af</strong><br />
det lyriske formspr<strong>og</strong> (selv Otto Gelsted indforskrives til denne gruppe, skønt han kun havde<br />
ét digt i linien (1. årg. nr. 7, 1934)). For det andet fører det til et fortegnet billede <strong>af</strong> hele<br />
den litterære situation <strong>og</strong> kvindeforfatternes placering i den. Det er mytol<strong>og</strong>iske forenklinger,<br />
når det hedder, at kun 30'ernes realisme »sætter kvindespørgsmålet som et markant<br />
pr<strong>og</strong>rampunkt« (11,53), at »hverdags-wrealismen« (...) bliver den litterære fællesnævner for<br />
en gruppe værker skrevet <strong>af</strong> en række kvindelige forfattere i en traditionalistisk præget<br />
»under«-strøm« (11,55) <strong>og</strong> at »disse kvindelige forfattere (...) marginaliseres i den litterære<br />
offentlighed« (11,55). En undersøgelse <strong>af</strong> den samlede kvindelige forfatterpopulation <strong>og</strong><br />
tekstproduktion ca. 1925-60 viser, at der er tale om en meget bred - socialt såvel som ge<strong>og</strong>r<strong>af</strong>isk<br />
- rekruttering <strong>af</strong> kvindeforfattere, <strong>og</strong> at de skriver inden for praktisk alle de miljøer<br />
<strong>og</strong> delgenrer, som hverdagsrealismen dækker i denne periode. Fra midten <strong>af</strong> 20'erne kommer<br />
flere bølger <strong>af</strong> kvindeforfattere, som tager fat på tidens problemer, <strong>og</strong>så fra deres<br />
eget synspunkt: ægteskab, skilsmisse, kønsroller, børneopdragelse etc. De rekrutteres<br />
især dels fra de akademiske uddannelser (Aase Hansen, Ellen Raae, Eva Hemmer Hansen,<br />
Sonja Hauberg, Elsa Gress), dels fra journalistikken (Esther Noach, Ragnhild Breinholt-<br />
Nørgaard, Caja Rude, Ellen Silkeborg, Adda Justnielsen, Karen Aabye, Susanne Palsbo,<br />
Ebba Torstenson <strong>og</strong> mange andre). Andre er børne- <strong>og</strong> ungdomsforfattere, der begynder<br />
at skrive for voksne - vigtigst Inger Bentzon <strong>og</strong> Ellen Duurloo. Atter andre er kontoruddannede<br />
(Grethe Heltberg, Ester Nagel, Nynne Koch), syge- <strong>og</strong> barneplejersker (Kaja
Change language