1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Stig Dalager og Anne-Marie Mai: Danske kvindelige forfattere I-II • 147
Skellet ved midten af forrige århundrede præger også undersøgelsen på anden måde:
i tiden efter 1848 foretages der en stadig stærkere udvælgelse efter et princip, der bl.a. er
bestemt af »en vurdering af værkers/forfatterskabers udviklings- eller egenværdi« (1,11).
Da udviklings- og egenværdi ikke behøver at være sammenfaldende og begreberne kun
undtagelsesvis hæftes på værkerne, så svæver læseren ofte i tvivl om, efter hvilket kriterium
dette eller hint værk er medtaget. Det havde været ønskeligt, om Dalager & Mai tydeligere
havde markeret skellet i behandlingen - f.eks. ved en fremstilling af bearbejdnings- og selektionsprincipper
foran afsnittet om perioden omkring 1848, gerne ledsaget her og i indledningerne
til de følgende afsnit med oversigter, evt. i diagramform, hvor bredden i kvindelitteraturen
blev illustreret.
Fremstillingsformen er gennemgående let tilgængelig og anskuelig, og allerede den lavere
procent af fremmedord og klichéer adskiller den fordelagtigt fra 70'ernes akademiske normalprosa.
Man mærker engagementet.
Første kapitel indledes med et rids over de folkeviser, der afspejler kvindelige erfaringer og
konflikter - de er muligvis (teorien er opstillet af Flemming Harrits) forfattet af kvinder
og blevet foredraget af kvinder, og helt sikkert er de blevet overleveret af kvinder. Ernst
Frandsens periodisering af kvindebilledet i viserne fra den erotiserende og høviske skildring
til skildring af vold mod kvinder og kvindelidelse overtages, og dermed skabes en overgang
til den lyriske vise og de viser i 1500- og 1600-tallet, hvor elskov og hjertesorg fremtræder
som personlige følelser, repræsenteret ved Sophie Brahes digte. Dette afsnit følges
op af et flot vue over middelalder og renæssance, hvor kvinderne i de højere lag fremhæves
som kulturbærere (»digtningens kilde, genstand, publikum og (...) i visse tilfælde producent«
1,30) - en rolle, de fortsætter med at spille frem til i dag. Disse afsnit er med deres
forfriskende nye brug af kilder og sekundærlitteratur med til at udvide kvindeperspektivet
i den danske litteratur.
Men i forbindelse med omtalen af 1500- og 1600-tallet hører man for lidt om det udenlandske
åndsliv med parallelle former og funktioner - eksempelvis den særlige kvindelige
kultur i Frankrig i 1600-tallet med preciøserne, la ruelle- og salon-kulturen, passionslæren
og repos-begrebet, som man møder hos Descartes (Traité des passions (1649), netop skrevet
hos dronning Christina, der omtales i anden sammenhæng 1,101 f.) og i fiktionsform
i Mme de la Fayettes La Princesse de Cléves (1678). Dermed underbelyses vigtige sider af
Leonora Christina og hendes forfatterskab.
Afsnittet om Leonora Christina er et eksempel på værkets manglende homogenitet.
Her flyder de biografiske kilder rigeligt, og de tages med i et omfang, der er ude af proportioner
med fremstillingen af de andre forfattere. Så meget des mere forunderligt forekommer
det, at Dalager & Mai tager afstand fra at ville diskutere den historiske nøjagtighed i
hendes værker. Netop påvisningen af, hvordan Leonora Christina arrangerer sin selvbiografi
kunne have vist hendes placering i en europæisk tradition. De litterære mønstre spillede
nemlig mindst ligeså stor og formativ rolle for Leonora Christinas to selvbiografier som
for Holbergs levnedsbreve: både hendes franske selvbiografi og Jammersminde er erindringsromaner
efter den recept, Richard Steele ironiserede over i The Spectator i begyndelsen
af 1700-tallet: »Memoir is French for novel«; de er den selvbevidste kongedatters
forsøg på at skildre sig selv som urokkelig, trofast, snarrådig og lærd, men først og fremmest
upåvirkelig, en martyr i stoikernes efterfølgelse, i den stoicistiske tradition, der går fra
Seneca til Corneille og løber sammen netop med repos-begrebet, og en skribent, der kender
10*