1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Johan Fjord Jensen: Efter guldalderkonstruktionens sammenbrud • 167
rer og mønstre, som ofte er lærerige at følge, her fremtvinger konklusioner som omhyggelige
observationer af æstetiske forløb, tvetydigheder, ironi etc. næppe ville give belæg
for. Heller ikke jeg kan indse at systemet i den grad går forud for forløbet, filosofien forud
for kunsten. Fjord har læst Sørensen med en facitliste i hånden (og at Sørensen selv har
bidraget til listen gør ikke læsemåden mere betryggende). Til forskel fra hvad Øhrgaard
vist mener, er det imidlertid min opfattelse at mange af de problemer som Fjords kritik
efterhånden løber ind i, findes antydningsvist foregrebet på tekstanalytisk niveau i hans
tidligere forfatterskab. Han havde derfor været tjent med at kigge sig selv noget bedre i
kortene før sit næste udspil end han faktisk har gjort.
Dette gælder ikke kun hvor han spiller med eller mod Villy Sørensen. Jeg vil gå så vidt
som til at hævde at flere spændende problemer ville være opstået og flere mindre spændende
forsvundet, hvis den strategi havde været fulgt generelt. Til den første slags måtte man
regne spørgsmålet om socialismens mulige overlegenhed over det tredje standpunkt. Men
Fjord får så godt som ikke argumenteret for socialismen i sit skråsikre votum på EGS' sidste
side. Når eksempelvis socialismens realisationsproblemer praktisk taget ikke gives plads i
sammenhængen, men kun indrømmes i en vag parentes en snes sider tidligere (III 179),
bliver præsentationen af det socialistiske alternativ så forenklet at interessen for den fordufter.
Den afsluttende marxistiske bemærkning om ideen der blamerer sig hvis den ikke
er forankret i en interesse, lad være en ganske almen interesse, er ærligt talt for letkøbt
at anvende på Oprør fra midten og således ikke særlig god at få forstand af. Oprøret har
ikke negligeret interessekampen med sin appel til den gode vilje.
Samtidig er der så en del tankevækkende formuleringer af interessekonflikter i den lidt
ældre del af Fjords artikler, som godt kunne fortjene et gensyn i denne sammenhæng, men
som ikke ydes opmærksomhed efter fortjeneste. I et par artikler sidst i bind I er Fjord
fx. inde på studenteroprørets videnskabskritik og på at dennes binding til socialismen
ikke kan være forpligtende på længere sigt; det ville være at gå en ny dogmatik i møde.
Kritik af denne art kan i det hele taget ikke være forpligtet på et bestemt stofligt indhold,
den må defineres ved form. Det kritiske universitet har derfor samme berettigelse i et socialistisk
samfund som i et borgerligt: som en art refugium for alternativ tænkning og på
kritisk afstand til samfundet selv - eller som en institutionel tjener for den permanente
revolution og kritisk vendt mod gårsdagens tanker selv i institutionens eget regi (cf. I
162-63).
Når Fjord til sidst i bind III afslutter sit opgør med det tredje standpunkt med at tale sig
varm for en socialisme der foruden at være ikke-totalitær skal kunne støtte aftotaliseringen
af socialismen i øst, må det vel nødvendigvis være en socialisme med plads til institutioner
som det kritiske universitet han har for øje. Men så kan jeg ikke begribe hvorfor han absolut
må holde sig midteroprøret fra livet. Skulle det da være en mindre håndgribelig interesse at
ville aftotalisere kapitalismen i vest, hvor vi dog befinder os? Den interesse kan man nemlig
ikke frakende midteroprøret, lige så lidt som man kan frakende dets oprørstradition og institutionstanker
en række lighedspunkter med Fjords kritiske universitet. Vil man grave kløfter
kan man sagtens finde oprøret interessesky og sig selv rigtigt materielt interesseret. Men
man kan også tale om interesser der peger i to forskellige retninger men i grunden er forbundne.
Ganske som samfundet for ikke at forvitre af selvopholdelsesdrift behøver en institution
for alternativ tænkning inden for sine rammer, så har forskerne på en sådan institution
behov for et værdigrundlag uden for deres videnskabs interne værdisystem; ellers kan deres
selvopholdelse blive et problem og en farlig tilpasningsevne gå dem i blodet, så en ubevidst