1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Marianne Juhl og Bo Hakon Jørgensen: Dianas hævn- 159
seligheden«, og poesien har intet med livet at gøre. Den er udelukkende en artistisk leg.
Vi står med andre ord over for en modernistisk kunstopfattelse.
En ejendommelig splittelse hos en mand, der er så interesseret i både sanselighed og
poesi, at hævde, at disse to komponenter intet har med hinanden at gøre. Og et skred i
kunstopfattelsen hos en forsker, der tidligere har været nærmere Aage Henriksen-skolen
og set kunst som bærer af dybe indsigter om menneskelivet.
Imidlertid er Bo Hakon Jørgensens konklusioner forståelige set i forhold til hans udgangspunkt,
inspirationen fra Aage Henriksens tænkning. Den gængse Henriksen-inspirerede
opfattelse af en kunstnerisk bevidsthed hævder, at det kun er muligt at få én ting, enten
kunst eller liv. Og Bo Hakon Jørgensen siger egentlig det samme. Han har bare meget
tydeligere end de fleste andre Henriksen-folk besluttet sig for livet. Selv om han altså har
skrevet en halv bog om kunsten.
Første halvdel af Dianas hævn, skrevet af Marianne Juhl, handler også om sanselighed.
Og det må være omkring dette begreb de to forfattere har ment, at mødes i et fælles nysyn
på Karen Blixen. Marianne Juhls tese er, at Karen Blixen ville være både Diana og
Venus. Hun ville gerne udføre bedrifter som mændene, ride, skyde, bestyre en farm og
skrive udødelige fortællinger, og hun ville også gerne være en elskende og elsket kvinde.
Mens Bo Hakon Jørgensen hævder, at spørgsmålet om ånd/sanselighed og poesi/virkelighed
er et enten-eller, synes Marianne Juhl at mene, at der kan være tale om et både-og.
Der er således også en vigtig divergens mellem forfatterne, som de vist ikke selv har erkendt,
men som på ingen måde gør bogen ringere. Den inviterer tværtimod til videretænkning
over problemerne.
Af Marianne Juhls fremstilling fremgår det overbevisende, at Karen Blixen ønskede, at
såvel ånd som sanselighed skulle indgå i hendes daglige liv og i hendes kærlighedsforhold.
Men Marianne Juhl tager ikke klart stilling til spørgsmålet om, hvorvidt dette ønske
også skal anskues som en fejltagelse fra Karen Blixens side (på linje med hendes beslutning
om at lade fortællingen være stedfortræder for liv) eller om fejlen er at søge i de historiske
forhold, der havde formet mændene, så de ikke var i stand til at opfatte en kvinde både
som Diana og Venus.
Dianas hævn er med til at markere en ny linje inden for litteraturforskningen. Den repræsenterer
en drejning mod det biografiske og psykologiske, der også ses i Zeruneiths Aarestrup-disputats,
Den frigjorte (1981) og i Klaus P. Mortensens Pontoppidan-bog, Ironi
og utopi (1982).
Denne drejning kommer samtidig med - eller lidt senere end - en interesse hos digterne
for at fremstille fortidens kunstnere på scenen. Eksempler er Enquists Tribadernes nat
(1975) om Strindberg, Fra regnormenes liv (1981) af samme forfatter om fru Heiberg
og H.C. Andersen og englænderen Peter Schaffers Mozart-drama Amadeus, der i foråret
1982 blev opført på Det kongelige Teater.
Digterne og litteraturforskerne synes at have samme hensigt. Dels at tilkende kunsten
nogle af de værdier, marxismens stormløb har søgt at eliminere, dels at tegne et psykologisk
portræt, der på én gang er typisk for en bestemt epoke i åndshistorien og for vor egen
tid. Desuden har såvel forfatterne af kunstnerdramaerne som forskerne lyst til at undergrave
gængse myter. Kraftigst sker dette naturligvis på scenen med baggrund i den kunstneriske
frihed: Strindberg var ikke kvindehader, men længtes efter det kvindelige i sig
selv, H.C. Andersen og fru Heiberg følte sig ikke som succesrige nationalkunstnere, men