1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Myten og det mytiske hos Søren Kierkegaard • 57
tanken.: »Ist der Begriff dann erwachsen, so bedarf er der Mythe nicht
mehr«.
Når Kierkegaard i disputatsen rejser spørgsmålet om det mytiske, skyldes
det, at undersøgelsen af Platons dialoger viste ham, at det mytiske og
det dialektiske udgør en dichotomi i Platons første dialoger. Det mytiske
er et udtryk for folkebevidstheden, og den der spørger for at finde fylde,
forholder sig mytisk i sit udgangspunkt, medens omvendt det dialektiske
tankearbejde rydder alt uvedkommende til side og klatrer op til ideen. Selv
om det mytiske er basis for en righoldigere spekulation, så sker der ifølge
Kierkegaards opfattelse af Platon hos denne en udvikling, der i første fase
peger væk fra mytisk fremstillingsform, men i anden fase assimilerer myten
på et højere plan. Det mytiske er således ikke så stærkt fremtrædende i
Symposiet som i Phædon. Den dobbelthed, der ligger i misforholdet mellem
det dialektiske og det mytiske er et af de indicier, der vil føre til at adskille
det både ved tid og inderlighed tilsyneladende uadskillelige. Det mytiske
er således forstået et arkaisk levn, en forandring i fremstillingsformen,
en ufuldkommen, barnlig form, der er af dialektisk natur (bd XIII,200).
Det mytiske er derfor en væsentlig kategori for Kierkegaard, idet det indgår
i hans opfattelse af græciteten som udtryk for den barnligt drømmende ånd.
Sådan har Platon også opfattet det, siger Kierkegaard. Hos ham har det
mytiske en historie. I de første dialoger findes det spredt, i de midterste slet
ikke, men dukker igen op i de sidste, dog her i dybere forbindelse med dialektikken.
Det mytiske findes i Symposion, Protagoras, Phædon og Gorgias.
Ud fra den betragtning at folkebevidstheden opbevarer ideen i mytens
hylster, kan myten fra at være en elementær didaktisk form blive en anelse
om noget højere. Kierkegaard understreger, at der sker en udvikling hos
Platon i retning af, at det mytiske mere og mere nærmer sig den billedlige
fremstillingsform, og han betegner denne udvikling som »det mytiskes
Metamorphose i Plat o« (bd XI11,203). Hvor det mytiske hos Platon og hos
Hegeler opfattet som et uklart begreb, bliver det hos Kierkegaard »Ideens
Udlændighed, dens Udvorteshed, dens Timelighed og Rummelighed«
(XIII,204). »Træt af det dialektiske Arbejde lægger Phantasien sig til at
drømme og heraf fremkommer det Mythiske« (sst.) Selv om det mytiske
væsentligt opfattes som et digterisk element, så har Kierkegaard ved kun
delvis at akceptere Hegels bestemmelse af det som »Phantasiens Pantheisme«
tilkendt det en højere betydning, når han kalder det fantasiens entusiasme
i spekulationens tjeneste. Det mytiske gør krav på virkelighed -
det er en kategori, der udgør en mellembestemmelse mellem poesi og refleksion,
idet myten indeholder elementer af begge nemlig billedlig fremstil-