1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

140 • Anmeldelser
at det faktisk er den ældre Pouch, der er forfatter til Problemata ved at fremdrage et brev
fra Worm, og antyder, at Pouch og Matras kan have udvekslet bøger i Sorø.
Det er derudover en nødvendig antagelse, at franskmanden Matras har haft adgang til
andre kilder i det lærde Sorø, mundtlige eller skriftlige. Kjær har overvejet relationen til
de såkaldte Hans Thomissøns Ordsprog (Rostg. 218 4°) og anfører som den rimeligste
forklaringsmodel »at de seks overensstemmelser mellem R og Mat skyldes et tabt skriftligt
mellemled. Matras må formodes at have haft adgang til os ukendte excerpter af R.«
Derudover har Kjær bemærket, at en af Matras mulige elever i Sorø, Iver Hansen Munk,
senere anlagde en samling på 2200 ordsprog (DgO VI, 51 ff.).
Hvad angår de fremmedsprogede kilder har Kjær udført et større eftersøgningsarbejde.
Han har ikke slået sig til tåls med, at Matras til et andet værk har trukket hårdt på en bog
af Daniel Martin, men har faktisk gået en række samtidige samlinger efter, inden han turde
slå fast, at den væsentligste kilde til Mat, bortset fra de danske og italienske tekster, må
være Martins FrantzOsische und Teutsche Sprichv/Orter, første gang trykt i Strassbour
1625, men kun bevaret i 2. udg. fra 1627. At dette værk faktisk er kilden, er der mange
beviser på: »Det er nemlig ikke bare sådan, at mange ordsprog findes i begge samlinger, men
der er tale om systematisk overførsel af kombinerede franske og tyske ordsprog, således
at også de forskellige fransk-tyske ordsprogspars indbyrdes rækkefølge hos Martin ofte er
bevaret hos Matras«,I Af andre mulige | fransksprogede kilder nævnes Garnérius' fransklatinske
samling, der var skabt til et miljø svarende til Sorøs.
De italienske ordsprog kan med næsten samme sikkerhed henføres til Orlando Pescetti's
Proverbi Italiani. Udg. har benyttet en udgave fra 1611.
Et dygtigt detektivarbejde. Og på sin vis utaknemligt, da det sjældent vurderes efter fortjeneste,
fordi det ofte er let at dokumentere resultatet kortfattet, selvom eftersøgningsprocessen
har været lang og snørklet.
Men Udg. har haft flere intrikate problemer at tage stilling til. Skulle udgivelsen udsættes,
indtil det var endeligt bevist, at der ikke fandtes en udgave fra 1630 og en anden udgave fra
1643, der kunne have givet interessante varianter? Udg. kan meget skarpsindigt reducere
vidnesbyrd om disse udgaver så meget, at man føler sig overbevist om, at de ikke var værd
at vente på.
En yderligere vanskelighed ved udgivelsesarbejdet har været den, at nummereringen af de
danske tekster let kan blive forvirrende. Dels findes der ikke paralleller til alle de franske
ordsprog, dvs. at adskillige udenlandske ordsprog dermed ikke kan identificeres med nummer,
dels er ikke alle danske tekster egentlige ordsprog, men sentenser eller blot ikke-ordsprogsformede
oversættelser af de udenlandske. Hvorledes alt dette vil fungere, må mari
vurdere, når materialet samles sammen ved DgOs afslutning.
Alt dette er en funktion af, at Matras' værk jo ikke er en udgave af danske ordsprog,
men en lærebog til brug for undervisningen på Sorø ridderlige Akademi. Det er derfor fristende
også at forsøge at sige lidt om værket fra dette synspunkt, på basis af bl.a. de kortfattede,
men udmærkede oplysninger, som Kjær giver om dette miljø.
Set fra dette synspunkt er værket og dets genudgivelse måske af endnu større betydning.
Det ridderlige Akademie i Sorø blev oprettet i 1623 og fungerede i »Adelsvældens« sidste
periode til kort efter »kuppet« i 1660.
Her skulle man forsøge at integrere den høvisk-militære ridderuddannelse med skolehumanismen
i et miljø, der ikke blot var kosmopolitisk på basis af latin, men også inddrog de
ny sprog: italiensk og fransk, og som var domineret af udenlandske lærde og exercitieme-