1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

146 • Anmeldelser
og 3) en principiel-metodologisk drøftelse af problemerne ved denne litteratursociologiske
opgaves gennemførlighed - som baggrund for den kraftige selektion.
En del af disse praktiske problemer er givetvis også fremstillingsmæssige. Dermed hører
de ind under begge de to sidste forhold, som projektet »søger at tage hensyn til«: et pædagogisk
og et forlagsmæssigt (arbejdsrapporten s.5). Skellet mellem det pædagogiske og det
forlagsmæssige hensyn er i grunden ret afslørende, for egentlig skulle der vel ikke være
(behøve være) nogen modsigelse. Begge dele drejer sig om fremstillingsform, og hvorfor
skulle et stykke grundforskning ikke kunne fremstilles, så også en bredere læserkreds af
alment interesserede kan forstå det? Formuleringen antyder, at der allerede på konceptionsstadiet
er taget hensyn til forlagets evt. forventninger (f.eks. til at få fremstillingen disponeret
monografisk, med portrætter som knuder i den historiske beskrivelse). Deraf bruddene i
både strukturering af materialet og i selektionen af forfatterskaber (eksempler følger).
Princippet om »en generel litterær og kulturhistorisk ramme omkring de enkelte århundreder«
er en anden af undersøgelsens forcer - og ikke mindst her bærer den præg
af at være skrevet af forskere med komparatistisk baggrund og prisværdigt bred basalviden.
Og Dalager & Mai er ofte dygtige til at syntetisere stoffet i introduktionerne til gode
periodebeskrivelser. Men man savner jævnligt alligevel, at danske forfatterskaber ses i
en mere international kulturhistorisk sammenhæng (eksempler følger).
En risiko, som ikke helt er undgået, er, at introduktionerne bliver for abstrakte, fordi
de skal spænde over et for stort tidsrum. Dermed forholder de sig meget overordnet til de
temaer, som fremanalyseres i kvindelitteraturen i den pågældende periode. En nærmere
sammenhæng kunne have været opnået, hvis introduktionerne havde været tættere forbundet
med de enkelte perioder, f.eks. således at 1800-tallets første halvdel var blevet introduceret
selvstændigt og anden halvdel ligeså. Bruddet i litteraturen omkring 1848 er så
markant, hvad forfatterne i øvrigt selv påpeger, at det er halsløs gerning at give hele århundredet
en fælles indledning. For kapitlerne efter 1848, som overvejende er opbygget
efter tematiske principper, havde det været oplagt at integrere de historiske informationer
mere direkte i analyserne af de bærende temaer.
Principperne for undersøgelsens strukturering er behandlet kortfattet i det indledende og
afsluttende afsnit og mere udførligt i arbejdsrapporten (s.3ff). Den inddeling af stoffet,
som ligger i den treledede kapitelinddeling og brug af traditionsbegrebet, krydses af en
inddeling i faser, som Dalager & Mai har overtaget fra Elaine Showalters analyse af engelsk
kvindelitteratur, og som de kan vise også gælder for den danske. De skelner mellem en feminin
fase, som (idet der ses bort fra den ældste tid) omfatter etableringen af kvindelitteraturen
i tiden fra 1650 til 1848, ekspansionen i en feministisk fase fra 1848 til ca. 1970
og endelig konsolideringen i en kvindelig fase fra o. 1970. Terminologisk forekommer det
uheldigt, at ordet ekspansion betyder noget forskelligt i de to inddelinger, og selve benævnelsen
af faserne forekommer heller ikke indlysende.
Denne fase-inddeling, som (i arbejdsrapporten s.4) kaldes et internt kvindelitterært
princip, der kan sammenholdes med fremstillingens kronologiske og offentlighedshistoriske
dimension, er styrende for fremstillingsformen. Behandlingen af de kvindelige forfattere i
første fase sker i afsnit om hver enkelt af de mere betydningsfulde i kronologisk orden.
Derimod er behandlingen i anden og tredje fase 1848-1980 primært tematisk inden for
kronologisk ordnede afsnit. Det gælder dog ikke afsnittet om forfatterne i 1900-tallets
første årtier og tildels heller ikke afsnittet om 1930'erne. Værket havde imidlertid utvivlsomt
vundet ved, at det tematiske princip havde været fulgt for alle afsnit, i hvert fald efter
1848.