1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Stig Dalager og Anne-Marie Mai: Danske kvindelige forfattere, I-II • 149
af kvindeløgne, seksualitet og kropslighed, ægteskab, arbejde og erindringer om det 19.
århundredes kvindeliv.
Den traditionshistoriske angrebsvinkel får i kapitel III's første afsnit om »De første årtiers
kvindelige forfatterskaber« overhånd med det resultat, at disse forfatterskaber primært
gennemgås med henblik på de momenter i dem, som peger frem mod århundredets senere
kvindelige forfattere. Denne tendens understreges af, at forfattere som Agnes Henningsen,
Karin Michaelis og Thit Jensen overvejende behandles og analyseres ud fra værker, som
ligger relativt sent i deres forfatterskab, nemlig i 20'erne. Det stærke feministiske engagement,
som prægede kvindelitteraturen fra århundredskiftet til slutningen af Første Verdenskrig,
kommer kun indirekte frem i behandlingen af Gyrithe Lemche. Og de borgerlige
feministers problemer med at finde deres ben i 20'ernes »frivilligt moderskabs kampagne«
går Dalager & Mai alt for let henover. Hvis dette kapitel i lighed med de foregående var
blevet struktureret efter tematiske principper, havde det nok været mere oplagt at inddrage
de her nævnte aspekter. Som det foreligger, er det skrevet ud fra nogle relativt traditionelle
kvalitetsmæssige vurderinger af periodens kvindelitteratur. I dette kapitel havde det også
været en mulighed mere indgående at behandle de kvindelige forfatteres brug af den historiske
roman.
De basale problemer i undersøgelsens anlæg og struktureringsprincip - der i det foregående
er bestemt som modsigelser mellem litteratursociologisk-offentlighedshistorisk metode
oc tematisk selektion, og mellem historisk og æstetisk anskuelse - springer stærkest i øjnene
i den nyeste periode fra og med mellemkrigslitteraturen. Disse sidste afsnit viser både værkets
styrke og dets svagheder.
Især fra og med 1930'erne bliver undersøgelsen udpræget tematisk organiseret - og endnu
mere restriktiv i selektionen af, hvilke forfattere der skønnes egnede til omtale og til at
repræsentere hovedtendenserne. Det bliver i endnu højere grad punktstudier, og baggrunden
synes også stærkere end før at være socialhistorisk skitsemæssig og teksthistorisk bygget
på de kendte »sandheder« og vurderinger. Allerede omfanget demonstrerer skævheden
: kun ca. 1/4 af det samlede omfang til de 50-60 år, som rummer den altovervejende
del af den kvindelige tekstproduktion og - fra et litteratursociologisk synspunkt - den altdominerende
del af læsningen.
Gennemgangen af perioden 1930-60 har form af strejftog i ialt seks forfatterskaber,
som altså gøres repræsentative for den samlede kvindelitteratur i denne afgørende mellemperiode
mellem pionererne Agnes Henningsen/Karin Michaelis/Thit Jensen og 70'ernes nye
kvindelitteratur, der i det hele taget ses som kulminationen. Afsnittet om Karen Blixen
forsøger velgørende fordomsfrit at trænge bag om »baronesse-myterne«, feudalisme-fælden
og den forenklede opfattelse af båltalen som »reaktionær«. Med inspiration i Breve fra
Afrika - og i Suzanne Brøgger - åbnes for en mere nuanceret forståelse af Blixen i krydsningspunktet
mellem realisme og modernisme og i nedbrydningen af de klassiske kønsroller.
Analysen er dog lovlig skitsemæssig, og man kunne ønske det værdifulde greb udvidet
med analyser af større dele af forfatterskabet (f.eks. så central en kvindeskæbne som Pellegrina
Leoni). Dalager & Mai skriver kritisk, men med indlevelse om kærligheden som kvindens
selvudslettelse hos Bodil Bech, Hulda Liltken og Tove Meyer, men den repræsentative
betydning, deres lyrik tildeles som udtryk for den af surrealismen inspirerede »brudte form«,
forekommer dog ikke overbevisende (herom nærmere om lidt). Tove Ditlevsen beskrives
som den store fornyer fra ca. 1940, og der er gode analyser af dele af hendes lyrik og prosa -
mest overbevisende gennemgangen af romanen Ansigterne (selvom man også her savner
inddragelse af litterære forbilleder som Nathalie Sarrautes Tropismer med dens metaforik,