1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

162 • Anmeldelser
åndfulde samtale med Sjællands biskop om det hypotetiske tilfælde, at et menneske fik
tilbudt et par englevinger, i hvilken anledning Fanny pludselig ser biskoppen for sit indre
blik med englevinger på ryggen og en natpotte i hånden. Endvidere henholder han sig til
Fannys to psykiske sammenbrud - det ene, da hun har hørt om broderens tilbagevenden,
det andet, då hun faktisk træffer ham, hvor hun synes at blive klar over omkostningerne
både for andre mennesker og for hende selv ved familiens liv i drømmenes rige. Det skulle
være den fortrængte »sanselighed«, der i disse scener dukker op hos Fanny.
Der er ingen tvivl om, at omkostningerne tages op til debat. Familien de Conninck kan
anskues som snyltere på livet og som destruktive for deres omgivelser. Morten vækker
som ung beundring i Helsingør ved at se ud, som om han ikke kendte til skyld og frygt.
Den frihed, sådan et menneske kommer til at udstråle, kan nok betage omgivelserne, der er
hverdagsmennesker hildet i bekymringer og skyldfølelse. Men resultatet er blevet, at han
nu kan se tilbage på sin mors død af sorg over ham og på sin unge bruds knuste hjerte.
Og konsekvenserne for ham selv var, at følelsen af frihed til slut forvandlede sig til vægtløshed
- én af Karen Blixens yndlingsmetaforer om denne mennesketype, som hun gang
på gang vender tilbage til. Han »kunne ikke gaa ned og til Bunds i noget, ikke i Venskab,
ikke i Frygt eller i nogen virkelig Kommers.« Man betaler, og omgivelserne betaler, hvis
man vælger drømmen.
Fannys oprindelige hensigt havde nok også været at realisere drømmen, at få såvel ånd
som sanselighed. Dette kan udledes af hendes fantasier om virkelig at kunne flyve - ikke
bare at se ud, som om hun kan det, hvad mændene galant tilstår kvinderne - og af biskoppens
angst derfor. En kvinde, der kan flyve har i virkeligheden - hvor paradoksalt det end
kan lyde - for megen jordiskhed i sig, ligesom Adams første hustru Lilith, der var lavet
af jord, og som straks gav sig af med både at flyve og drive forførelseskunster.
Indtil nu har jeg været nogenlunde i overensstemmelse med Bo Hakon Jørgensens tolkning
af fortællingen, men herefter skiller vore opfattelser sig ud fra hinanden.
Hvad, hvis man tvinges til at vælge mellem at fastholde en urealiserbar drøm eller at
gå på akkord? Det er faktisk den situation, de tre søskende har været i. Efter min mening
udsiger fortællingen klart, at det ikke kan nytte noget at søge at realisere drømmen, hvis
man herved blot fornedrer den. Hvad havde det reelle alternativ været for pigerne? - At
én af dem havde giftet sig med den rædsomme kedsommelige biskop f.eks. Virkelighedens
alternativ skildres aldrig som særlig tillokkende hos Karen Blixen. Mortens forladte
brud giver køb og forvandler sig fra gylden eventyrprinsesse til en lille bleg kone, og så
straffes hun oven i købet med døvhed, så hun må tilbringe sine sidste år blandt vildt udskregne
trivialiteter.
Og hvad har Morten fået ud af at styrte sig ud i realiteternes verden? Ikke spor mere end
sine søstre, der intet har foretaget sig. Han har aldrig været lykkelig, og han har ikke fundet
sine fem kønne hustruer interessante nok til at de kunne få lov til at betræde hans skib.
Det i livet, der har haft betydning for ham, har været den delvis uerkendte og til det næstsidste
øjeblik uudtalte, lidenskab for søsteren Eliza og glæden over et bestemt, særligt
smukt og sødygtigt skib, der var opkaldt efter hende. Det er altså i den subjektive oplevelse,
ikke i den objektivt konstaterbare kendsgerning, at de sande værdier ligger.
Og Eliza får faktisk noget ud af sin hårdnakkede fornægtelse af realiteterne, nemlig
bevidstheden om at have betydet noget for sin elskede broder. Morten fortæller hende, at
han bad om udsættelse af sin henrettelse, fordi han med rebet om halsen ville tænke endnu
et minut på La Belle Eliza. Og med Elizas lykkelige genkaldelse af disse ord slutter novellen.
Og slutningsordene må vel have en vis vægt, når budskabet skal udlægges. Ligesom Elizas