1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

158 -Anmeldelser
mensmelte den ved ødipalbruddet splittede harmoni i et symbol, »den kvindelige helende
cirkulære mandala« (p. 136) - af JVJ beskrevet i den afsluttende »Ave Stella«-myte.
Alt falder således på plads i det psykoanalytiske puslespil. Wivel kan lydeligvis sin Freud
og Jung, Marx og Wilh. Reich på fingrene og forstår også at inkludere den obligate portion
ideologikritik. Men når først irritationen over at se JVJ's tekster anvendt som illustrations-
og exemplifikationsmateriale for diverse psykologiske og politiske teoridannelser - og
digteren selv karakteriseret som victoriansk (anti)helt, racist, imperialist og kapitalist -
er overvundet, kan man glæde sig over en række tankevækkende og overbevisende iagttagelser
og formuleringer ikke mindst hvad angår JVJ's panteistiske forhold til naturen og
hans - på trods af alle darwinistiske proklamationer - pessimistiske livssyn. Befriende er
ligeledes Wivels uforbeholdne kærlighedserklæring til JVJ's geniale sprogkunst. Udelt utilfreds
kan man kun være over den mangel på bogæstetisk sans, der præger denne hæsligt
producerede bog.
Sven H. Rossel
Marianne Juhl og Bo Hakon Jørgensen: Dianas hævn - to spor i Karen Blixens for
fatterskab. Odense Universitetsforlag 1981. 269 sider.
I foråret 1981 udkom Dianas hævn, en nytolkning af Karen Blixens forfatterskab ud fra
såvel en biografisk som en fortælleteknisk indfaldsvinkel. Den blev enstemmigt begejstret
modtaget af dagspressens anmeldere og er indtil nu kommet i tre oplag. En succes med
andre ord.
Bogen er medrivende skrevet, de to forfattere er eksistentielt engagerede, og de fremsætter
en række nye teser. Bogens læserheld er således fuldt forståeligt, selv om det kan
undre, at især den sidste del med de fortælletekniske overvejelser, der ikke altid er lige let
tilgængelige, har kunnet læses af den større offentlighed. Men det er jo bare glædeligt.
Endnu mere må det imidlertid forbavse, at bogens hovedtese, at Karen Blixens forfatterskab
ikke handler om sublimering, men om sanselighed, blankt har kunnet accepteres.
Det er en drejning af hele den hidtidige forståelse af Karen Blixen. Hun skulle ikke erklære
sig for drømmen, men for virkeligheden, ikke for poesien, men for sanseligheden.
»Sanselighed« skal her både forstås som erotisk sanselighed modsat ånd og som et jordisk
liv med dets tilfældigheder og manglende sammenhæng: »Fortællingen blev en stedfortræder
for liv, et forhold Karen Blixen aldrig havde ønsket, fordi hun i en så stor del af sit
liv, imod sin krops interesser, havde levet op til den styrende instans' krav om overblik,
perspektiv og skæbne.« (...) »For sent indså hun (som Malin Nat-og-Dag), at sanseligheden
var det sande livsgrundlag, så sent at borgerlighedens normer havde sat deres unedbrydelige
barrierer i hendes bevidsthed.« (262).
Det er således lige ved, at hele Karen Blixens tilværelse som forfatter skulle være en
fejltagelse - ordet bruges i bogens afslutning -, og at denne indrømmelse skulle stå implicit
i hendes skrifter. - Jeg tror ikke på det, og påstanden er under alle omstændigheder en
diskussion værd.
Sidste del af Dianas hævn, der er skrevet af Bo Hakon Jørgensen, munder ud i nogle omfattende
påstande af livsanskuelsesmæssig art: livet er uden sammenhæng, at prøve at
skabe en sådan vil altid komme til at virke undertrykkende på umiddelbarheden og »san-