1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

30 • Marianne Alenius
lande, miljøer og sprog, som ikke kan have været kendte af alle og enhver
i Danmark. Hun beskæftigede sig med den utraditionelle gejstlige englænder
Thomas Fuller, franskmændene Pierre du Moulin, der var kalvinist
og kendt for sine skrifter mod katolikkerne, og huguenotten Philippe de
Mornay, der var kendt for sit samarbejde med katolikkerne. Philippe de
Mornay arbejdede nemlig under det betegnende øgenavn » huguenotternes
Pave« i 20 år som rådgiver for Henrik af Navarra, der som bekendt
var overbevist huguenot, indtil han lod sig omvende til katolik og konge
under navnet Henrik IV. Også en katolik, spanieren Luis Vives, var med
i Birgitte Thotts oversættelsesliste og ligeledes englænderen, moralisten og
fritænkeren, den Seneca-imiterende Joseph Hall. Endelig oversatte hun et
enkelt skrift af en dansk lutheraner skrevet på tysk: sin religiøse »stedsvigerfader«
Holger Rosenkrantz' »Furstenspiegel«.
Uden at komme nærmere ind på religiøse spørgsmål, må jeg her fremhæve,
at man med disse oversættelser tilsammen får præsenteret stort set
alle tidens kristne religiøse retninger på dansk. I betragtning af, at Birgitte
Thott boede i det strengt lutheranske Danmark, er der en så slående
bredde i denne række af skrifter, at man må antage, at hun har haft en
tanke med den. På samme måde som Erasmus af Rotterdam engang om
Seneca havde sagt: »Si legas illum ut Paganum, scripsit Christiane, si ut
Christianum, scripsit Paganice«, (hvis man læser ham som hedning, skrev
han kristent, men læser man ham som kristen, skrev han hedensk) 31 , ville
Birgitte Thott kunne sige om sine oversættelser: »Hvis I læser dem luthersk,
er de kætterske, men læser I dem som kætterske, er de kristne« - den
menneskelige forbedring i Guds navn måtte dog være hovedsagen. Tilsyneladende
er der en prisværdig tolerance heri, men læst i tidens ånd ligger
der mere bag: et ønske om at pirke ved en fastlåst dansk kirkestyring af
kristendommens tanker. Hvad er mon det væsentligste for Birgitte Thott,
når hun f.eks. i sin Seneca-oversættelse siger om de kristne i kontrast til
hedningene: vi må »tacke Gud, som os bedre hafver opliust, ved sit Ords
Kundskab, oc saa skamme os, at vi som skulle være oc ville kaidis Christne,
icke nær med den Fyrighed, som denne Hedning, Dyden elsker, oc dens
Værdighed skatter« (b3r).
Mange af de religiøse skrifter, hvis forfattere som de her nævnte skrev
indenfor en bestemt religiøs trosretning, havde et bagvedliggende sigte med
deres skrifter, som gik udover kampen for det ene eller andet religiøse synspunkt.
Det var protesten imod en i deres opfattelse for ensrettet og intolerant
fortolkning. Gennem religion drev man dengang som nu politik. Oprøret
fra midten har ofte større mulighed for at fremkalde ændringer end