1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

160 • Anmeldelser
som usikre og ulykkelige mennesker, og Mozart var ikke den elegante rokokofigur, vi
kender fra billedlige fremstillinger, men latrinær og infantil.
På samme måde drejes myten en omgang hos forskerne: Aarestrup var ikke en frigjort
livsnyder, han var en ensom æstetiker, Pontoppidan skulle ikke have trodset og kæmpet
og bekendt sig til rationalitet, men hengivet sig til det ubevidste og irrationelle i sig selv,
og Karen Blixen tog alvorligt fejl, når hun mente at se sammenhæng i menneskelivet og
troede på kunsten og drømmen.
Måske skal denne stillen på hovedet af gængse måder at læse de omtalte forfatterskaber
på ikke forstås som definitive udsagn, men som et oplæg til debat om de pågældende forfatterskaber,
en opfordring til en genlæsning af dem og en påpegning af sider ved dem, der ikke
tidligere er blevet trukket så kraftigt frem i lyset; bagsider kunne man sige. Hvilke omkostninger
var der ved disse forfatteres erklærede stillingtagen for henholdsvis livsnydelse,
rationalitet og drøm?
Den ny-biografiske metode består i en forfatterskabslæsning, der knytter an til visse, undertiden
ganske få, elementer i forfatterens biografi. På den måde fremkommer et psykologisk
portræt, der er karakteristisk for sin samtid og relevant for nutiden. Målet er netop
det hele portræt, ikke den biografiske detalje, så man kan afstå fra jagten på de mange
punktvise overenstemmelser mellem liv og værk, der har gjort den ældre biografiske skole
berygtet. Her medtages kun så mange enkeltheder, som er nødvendige for at belyse de
psykologiske og livsanskuelsesmæssige problemer, man ønsker at debattere. - Man kan kun
hilse denne vending mod en optagethed af det indre menneske velkommen, efter at litteraturvidenskaben
og den offentlige debat så længe har været ensidig optaget af den ydre
verden.
Imidlertid rummer også denne nye metode - som enhver anden - sine farer. Det er iøjenfaldende,
at dens anvendelse kan gøre det vanskeligt at skelne mellem en egentlig videnskabelig
tolkning og en fri indlevende digtning. Dette bliver dog ikke problemet i Blixenbogen.
Derimod forekommer det mig, at der finder en glidning sted mellem tolkningen
af Karen Blixens liv og tolkningen af hendes værk.
Bo Hakon Jørgensen påpeger som ovenfor nævnt en konflikt mellem poesi og virkelighed,
ånd og sanselighed i forfatterskabet. Dette skulle vise sig ved at stilens og kompositionens
vilje til overblik, perspektiv og plan blev undermineret af noget, der kaldes »sanselighedens
tematik« - det sidste skal stadig forstås som de jordiske vilkårs karakter af tilfældighed,
begrænsning og binding til det kropslige, især i erotisk henseende. Det er muligt,
at et sådant sammenbrud af den overordnede holdning kan fremanalyseres ved en autonom
læsning med udgangspunkt i fortælleteknikken. Men Dianas hævn insisterer på at se liv og
værk som en enhed. På at tage Karen Blixen alvorligt som et menneske, der traf et valg,
og hvis liv og udsagn herom i digtningen, kan få heldig eller uheldig indflydelse på andre
menneskers liv.
Der fældes en værdidom, nemlig at Karen Blixen traf det forkerte valg. Men Bo Hakon
Jørgensen overser her, at hun i sit eget liv næppe havde det valg, hun atter og atter gør
til genstand for fortællingen.
Selv om hun i sin ungdom skulle have besluttet sig for den jordiske kærlighed, bestående
af såvel sanser som ånd, blev hun i sit liv næppe budt nogle vilkår, hvorunder dette ideal
kunne realiseres, og man kan således ikke bebrejde hende, at hun ikke får begge dele med
i sit liv.
Hun fik i Afrikaårene udleveret de to poler i Brors og Denys' skikkelser - den illitterære