1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Marianne Juhl og Bo Hakon Jørgensen: Dianas hævn- 161
og damenedlæggende Bror og den grammofonspillende og åndrige Denys. Der kan næppe
herske tvivl om, at hun helst ville have haft begge dele. og at hun en overgang troede, at
Denys levendegiorde hendes ideal. cl', brevene fra Afrika. Hvorefter hun måtte ende med
at konstatere, at når hun kun kunne få én del og ikke det hele. så fandt hun. at det var en
langt større oplevelse at diskutere åndelige materier og drikke årgangsvin sammen med
Denys, end det var at leve ægteskabeligt sammen med Bror. Men det var et valg, hun blev
tvunget ud i, ikke et hun traf frivilligt, l.igemeget hvordan hun havde forholdt sig over
for Denys, var der meget lidt substans i hans forhold til hende. Der var absolut ingen plads
til børneavl og bosættelse.
Når Bo Hakon Jørgensen tillægger Karen Blixen en sorg over ikke i tide at have erkendt
sanseligheden som det egentlige livsgrundlag, går han ikke alene imod, hvad der måtte kunne
læses ud af hendes biografi, men også mod hendes egne direkte udtalelser om, at hun, når
hun var nødt til at vælge, besluttede sig for ånden, og at et kærlighedsforhold for hende
tit begvndte med en åndelig betagelse, cf. Thomas Dinesens bog om hende, Tanne (1974):
»Naja.« sagde Tanne og lo, »men vi taler vel her om fysiske, legemlige glæder, - de nydelser,
som vi får gennem erotik, er åndelige!« (99), eller: »Det som har fængslet eller
betaget mig eller hvad Du vil, har været et Menneskes Personlighed, eller vore fælles Interesser
af en eller anden Art, - eller ogsaa har det hele Forhold været, om jeg maa sige,
som en Leg eller en Dans. Jeg har vist ikke hvncn til at tage et sexuelt forhold i sig selv
med dyb Alvor.« (111).
En indvending mod hovedtesen i Dianas hævn ud fra vor viden om Karen Blixens liv må
være relevant, eftersom bogen selv anlægger en biografisk synsvinkel, men den rummer io
også en fortælleteknisk tilgang, og det var jo muligt, at en tekstnær analyse ville afsløre
nogle andre meninger i forfatterindens værk, end dem, hun praktiserede i sit liv og udtalte
som privatperson. Dette mener jeg imidlertid ikke er tilfældet, og jeg skal nedenfor søge
at underbygge min mening med en tolkning af »lit l : amilieselskab i Helsingør«.
Historien handler om familien de Coninck, der vil det ubegrænsede. 1 faderens skikkelse -
han er storkøbmand i den florissante tid - lykkes det nogenlunde, at forene eventyret og
hverdagen, men for børnene, der er født i revolutionstiden og lever deres voksne liv efter
Napoleonskrigene, mislykkes det ganske. De to søstre Fanny og Eliza, der som unge er
feirede skønheder i den livlige søfartsby Helsingør, ender som gammeljomfruer og åndshetærer,
værtinder ved åndfulde selskaber for biedermeiertidens intelligentsia i København
inden for voldene. De har imidlertid den stolthed, at de ikke har svigtet sig selv, de har
bevaret deres drømme intakt og er stadig riddere af de tusind muligheder. Det er blot virligheden,
der ikke har svaret til drømmene, men det er virkelighedens fejl. Deres liv foregår
nu helt på det indre plan.
Broderen Morten, idealet af rask ung mandighed, undgik at se de glade kaper-dage under
Napoleonskrigene forvandle sig til biedermeier. Han stak simpelt hen af fra det hele i statsbankerottens
år 1813 og kastede sig ud i et eventyrligt liv som sørøver, plantageejer og
ægtemand til ikke mindre end fem underskønne hustruer. Resultatet af alle vovestykkerne
var, at han sluttelig blev hængt, og nu er han som genganger vendt tilbage for at tale med
sine søstre. Læserne må opfatte det som om, at nu skal regnskabet gøres op. Hvorledes
skal vi bedømme familien deConnincks livsholdning?
Bo Hakon Jørgensen mener, at facit på regnestykket bliver en fordømmelse af disse
»flyvende hollændere«, der vil det hele, men i grunden intet får. Og han henholder sig i
sin tolkning til Fanny-skikkelsen, der er på nippet til at røbe nok så megen jordiskhed i den