1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

132 -Anmeldelser
tiltagende grad, jo mere de nærmer sig nutiden, så kan de ikke lide Indre Mission. Ved
beskrivelsen af det 19. årh., hvor Grundtvig er helten, får Indre Mission foreholdt sit »negative
pietistiske menneskesyn« (s. 130), medens den omvendt i det 20. århundrede bebrejdes
sin »optimistiske og psykologiserende teologi« (s. 182). Nu er helten nemlig Tidehverv,
»århundredets største kirkelige fornyelse« (s. 183) og det, selvom Tidehverv indrømmes
aldrig at være blevet »hver mands eje« (s. 182). Tilsvarende er K.L. Aastrup repræsenteret
med syv salmer over for f.eks. Ingemanns to stk. og karakteriseret som en digter, der både
i omfang og i lødighed savner sidestykker i dette århundrede (s. 186). Alligevel er der - for
nu at tage slutningen først - blevet plads til tekster af Harald Vilstrup, Jørgen Kristensen,
Jørgen Michaelsen, Johannes Johansen, Preben Thomsen - og som god Tidehvervs-rosin
Johannes Møllehave. Man kan måske sige, at det altid er særlig vanskeligt at sammenstille
antologier af sin egen tids forfattere, og tilsvarende er kommentarerne til disse nyere digtere,
som der er skrevet forholdsvis lidt om, litteraturanalytisk mindre givtige end de store og storslåede
kommentarer til f.eks. Grundtvig (gennemsete af Chr. Thodberg). Det kan næppe
undre.
Lad det iøvrigt være sagt, at kommentarerne til både store digtere som Kingo og Brorson
og småpoeter helt ned til Birgitte Boye er grundige og overbevisende. Hvis der i det følgende
stilles spørgsmålstegn ved enkelte detaljer, så er det blot recensentens naturlige ret til
smålighed.
Bogen er primært en litterær antologi. Allerede formatet umuliggør en benyttelse som salmebog.
Men som en cadeau til genren er teksterne fortløbende nummereret med iøjnefaldende
store tal. Hensyntagen til optiske effekter er jo ikke forfatterne fremmed. Således
er teksterne også navnlig for de ældres vedkommende trykt med variabel venstremargen
for at tydeliggøre strofernes rimskema, således som det kendes fra tidligere århundreders
lyrik. Dette princip er dog ikke gennemført (jf. f.eks. nr. 83 over for nr. 82). Et enkelt sted
mindes der om, hvor langt videre man kunne og burde gå med bevidste opstillinger af en
tekst på et blad: »Far, verden, far vel« (s. 214).
Dette citat viser samtidig, at forf. har besluttet sig til at modernisere og normalisere
retskrivningen; noget tilsvarende gælder til en vis grad for tegnsætningen. På dette punkt
vil forfatterne muligvis blive kritiseret, men deres formål er tydeligvis trods al videnskabelighed
at skabe en glæde for hele folket uden unødvendige vanskeligheder. Tilsvarende
bruges der ord som »ønskemåde«, »bydeform« etc. Der tales også om »vers« i betydningen
strofe, omend ikke helt konsekvent. Opdelingen i verselinjer kan enkelte steder diskuteres
(nr. 93).
Indledningen bærer præg af at være forfattet af en filolog med teologiske interesser, ikke
omvendt, som det er mest almindeligt i hymnologien. Derfor spiller ikke blot forsøg på
genrekarakteristikker og -opdelinger som den interessante skelnen mellem salmer opad,
salmer udad og salmer indad en rolle, men også metrikkens historie, selvom det f.eks. ikke
nævnes, at opkomsten af brugen af enderim i poesi ofte henføres til just de første kristne
hymner. Hvor der flere gange mindes om Arrebos metriske reform mellem versioner af
1623 og 1627, kan det undre, at navnet Opitz ikke falder, for slet ikke at tale om, at rec.
i hele bogen ikke er stødt på navnet Paul Gerhardt. Men forfatterne koncentrerer sig om
danske salmer, ikke kopier efter det tyske. Luther optræder, bl.a. som hjemmelsmand for
Tidehverv, men ellers ligger der kun bibelsproget, herunder naturligvis David, forud for
antologiens tekster. Kan man egentlig forklare stiludviklingen i danske salmer uden at nævne
Paul Gerhardt? Det være rec. fjernt at rette nogen principiel anke mod, at vi her har