1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

111 danske salmer • 133
en dansk digtsamling uden de tyske drenges »grinen og mørke hår« i baggrunden, såmcget
mere som denne isolationistiske anskuelsesmåde jo som tradition allerede knæsættes af
Hans Brix i 1912, men Paul Gerhardt er trods alt det eneste verdensnavn i den protestantiske
og derpå i alle andre former for menighedssang. Et sted afvises nogle strofer af Hans Christensen
Sthen som »tyskprægede og klichéagtige« (s. 207), hvor en mere liberal tolkning
kunne kalde dem en humoristisk overdrivelse og dermed komme Sthen nærmere.
Men det afgørende er ikke detaildiskussioner, det afgørende er den bestandige tankevirksomhed,
læseren vækkes til ved konfrontationen med disse originale tekster. Hymnologen
glæder sig over, at kommentarerne er relevante og fører videre, men den mere læge læser vil
blive overrasket, virkelig overrasket over sprogbrugen, der er langt mere varieret end i vor
almindelige salmebog, hvor århundreders kommissioner har nivelleret detaljer, der kunne
forvirre og skabe utidig munterhed. Hvad skal man f.eks. sige til følgende tidlige forløber
for Tidehverv og samtidig for vor tids Neuruppinere, en middelalderlig forklaring på,
hvorledes vi opnår salighed (nr. 2):
For Kristi skyld skete det aleneste,
og ikke for nogen deres egen fortjeneste.
Også kan der fra Brorson trækkes overraskende tråde til P. Sørensen-Fugholm (nr. 39:
»uagtet vredens dom og salighedens længde«), men det, der fascinerer hos Brorson, er
naturligvis salmebegyndelser som den af senere kommissioner strøgne (nr. 43):
Guds riges evangelium
er sødt som honning-kage.
Så kan forfatterne med føje henvise til Salomos ordsprog. Vi andre har lov til også ganske
uhistorisk at associere fra Ribe til Christiansfeld, for det hører til brugskunstens væsen,
at den har lov til at misforstås på konstruktiv vis.
Hvad der ligger før Kingo og rundt om Brorson, er ofte af ufrivillig komisk virkning
eller bare ligegyldigt. Det er vigtigt at se disse niveauforskelle, der mere kan fornemmes end
måles, for i langt de fleste lande er alle salmer nede på det plan, hvorfor man kun høster
medlidende smil, når man forsikrer udlændinge om danske salmedigteres høje kvalitet.
Forfatterne til bogen har stået i det dilemma - og løst det med finfølelse -, at vi skal se det,
vi er stolte af, men se det i en historisk sammenhæng. Det er lykkedes for hidtidige århundreders
vedkommende, og vor tids sammenhæng kender ingen endnu.
Overalt henvises til musikhistorien. Forfatterne foretrækker her den enkle folkelighed ovenfra,
altså Laub, fremfor tidligere folkeligheds melismer og kalder den af Karl Clausen påviste
sene folkelige Brorsonsang for »gådefuld« (s. 101). Men her som andetsteds tilstræber
forfatterne ikke nogen frontsituation, men vil dække et emne virkelig bredt og fair.
Derfor må denne bog føre til et afgørende gennembrud for den forening af teologisk og
humanistisk forskning inden for hymnologien, som gamle fakultetsgrænser har været en
hindring for. Forskere bliver inspireret til nye opgaver (f.eks. rec, hvad angår nr. 16 og 17
og deres forhold til andre læredigte), almindelige måske kirkefremmede læsere opdager
en glemt genre i dens oprindelige vitalitet, og kristne tvinges til at reflektere deres forhold
til gamle og nye salmer, til genrens form og funktion i kultisk sammenhæng af i dag.