1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Jørgen Fafner: Tanke og tale. Den retoriske Tradition i Vesteuropa • 129
fundet«; ideologi, tværtimod. Han fremstiller det meget smukt i kap. 1, hvor han fortæller
om Odysseus' møde med Nausikaa: udmattet, nøgen og berøvet alt holder Odysseus sin
berømte tale, og først bagefter griber gudinden ind og forskønner hans udseende, sa han
fremtræder som én, prinsessen kan forelske sig i og redde.
Palners problem er, at han ønsker at tilskrive også fremførelsen af andres tekster en
sådan fri vilje. Det sker ved at satse hårdt på hermeneutikken og pa skrifttekstens »retoriske
dimension«, dvs. pa oplæsningskunsten som en vigtig del at en hermeneutisk proces.
Som Fafner formulerer pag 468: »Grunden til foredragslærens vanskæbne var i første
omgang, at man ikke havde øje for, at de hermeneutiske operationer er et sammenhængende
hele, og at specielt fremførelse og forståelse er ét«.
Fafners indlæg er tungtvejende og nok værd at overveje og diskutere. Fafner formulerer
sig i tilknytning til Gadamcr og Betti, men forsøger ikke at fremlægge problemstillingen
også i kommunikationsteoretiske, litteraturvidenskabelige og receptionsæstetiske kategorier
(se f.eks. Nøjgaard: Litteraturens Univers og Michel Olsen: Værk og l.æser). Hvad der nok
ville have fremmet muligheden for en debat. Hermeneutikkens problemstilling og pointe
er jo meget generel, og et seriøst arbejde med at omarbejde en tekst fra skriftlig til mundtlig
form kan ikke se bort fra teoretiske og metodiske overvejelser i andre discipliner. Jeg
tænker pa strukturalistiske procedurer, skelnen mellem forfatter og læserperson, pa hvilken
status den ulæste tekst har, og på de universalpragmatiske axiomer.
Men der rejser sig også andre spørgsmål. Når denne problemstilling skal perspektiveres
historisk, er det så med retorikken (selv om man med Fafner kan mene, at den er basis for
æstetikken indtil Romantikken) eller den filosofiske hermeneutik, som Fafner med Gadamer
følger lidt tilbage i tiden. Jeg finder det meget vanskeligt at komme uden om de gamle
hermeneutiske fag, teologi og jura (hvor teksten netop »allerede findes« og ikke skabes som
i retorikken). Retoren er auctor, hermeneutikeren, juristen, teologen er formidlere af
auctores. Og er det ikke netop på det sidstnævnte hold, at Fafner anbringer også dansklæreren,
der læser værker op af de moderne auctores, vi kalder digtere, der afgørende
etablerede sig som også økonomisk selvstændige producenter med Romantikken og Kants
Kritik der Urteilskraft, og ikke kunne anerkende, at deres fag kunne læres, som retorikken
kunne. Digterne fødes, sagde man, poesien er en særlig erkendeform, man talte om det
ophøjede og citerede Longinos.
Det er lidt skuffende, at Fafner i netop denne forbindelse tænker pa lærerens mundtlige
hermeneutiske arbejde med teksten, mens denne forsøger sig med forskellige oplæsningsformer
under sin forberedelse, og ikke på eleven, for hvem denne hermeneutiske proces
må have ganske samme gyldighed. Først hvis man tænker eleven ind i situationen (pag. 111),
far vi et væsentligt bidrag til det gammelkendte dilemma i danskundervisningen: kvalitetsafstanden
mellem det produktive og receptive.
For at kunne behandle problemstillinger af denne art må Fafners fremstilling efterhånden
i betydeligt omfang blive en æstetikhistorie og en deklamationshistorie, snarere end en
retorikhistorie (som f.eks. også Uedings bog bliver det let en decline and fall of rhetorics -
med genfødelse i vor tid som new rhetorics). Fafner strejfer kun de store områder, hvor
retorikkens sproglige dannelsesidealer overlevede, nemlig i de talløse og udbredte lærebøger
i god opførsel og medmenneskelige omgangsformer, først for fyrster (f.eks. Erasmus), så
for adelige (f.eks. Castiglione) og endelig for borgerlige (som dansk ekspl. Emma Gad).
I sådanne værker lever Ciceros Orator videre, den græske paideia omend kristeligt forvendt
og modificeret, men oftest med afgørende vægt på sprogbrugen. Selvom de professionelle
talere, teologer og jurister m.v., som Fafner fremhæver, med deres direkte forhold til kil-
9