1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

130 -Anmeldelser
derne og latinskolens traditioner, måske ikke har villet anerkende en sådan sammenhæng.
De her omtalte afgrænsningsproblemer er ikke fremmede for Fafner. De behandles i.
værkets slutning. Men for den læser, der længe har følt, at værket drejede mere og mere
bort fra centrale retoriske temaer over i fremførelsesproblemer, kan det virke lidt absurd
at læse pag. 456: I det følgende skal i korthed præsenteres et par vigtige bidrag til den almenretoriske
grundlagsforskning, hvorefter der skal siges at par ord om den såkaldte »litterære
retorik«.
De retninger, der her beskrives, er jo - naturligvis - grundlæggende for Fafners eget syn
og hans egen måde at fremstille retorikkens historie på. Den litterære retorik er og kan
ikke være et blot appendiks, der blot nævnes og beskrives. Når Fafner prøver at finde
»en samlet opfattelse af retorikkens væsen«, der forener de to aspekter, må han løbe ind i
følgende problemstilling:
Berøringspunkterne mellem den almene retorik og oplæsningskunsten er dels mundtligheden,
dels den hermeneutiske proces, der i oplæsningen gælder den fremmede tekst, i den
almene retorik den talendes situation som menneske: forståelse og handling forudsætter
gensidigt hinanden. I det ene tilfælde tolker vi altså en tekst, i den anden vor egen situation
i samfundstotalitetcn. Det springende punkt er nu som før, at Fafner ikke har præsenteret os
retorikken som et hjælpemiddel til at analysere vor situation - eller vor klients.
Hvad den antikke retorik kan tilbyde her, må naturligvis være generalisationer, abstraktioner
fra den komplekse virkelighed, foretaget med henblik på netop produktion af en tale.
Men vil man gøre retorikken »almen«, må dens analyseredskaber også være det. Der bringes
nok smukke citater, f.eks. fra Isokrates' Antidosis pag. 49f. hvor tænkning næsten som hos
Vygotsky sættes lig indre tale, eller i en smuk harangue som flg. pag. 301: »Det er derfor,
retorikken altid bliver til noget andet end retorik, når den renoncerer på sit vækstpunkt,
som er inventio'en«. Ja, det er så sandt så sandt. Men af værket som helhed får
læseren alligevel det indtryk, at det først og fremmest gælder fremførelsen, og at det egentlige
skel ligger et andet sted nemlig mellem en mere overfladisk, påklistret pragt og en diskurs,
hvor »skriftstilen er en funktion af tanken« (pag. 370).
Derfor forholder Fafner sig kun partielt til den humanioradebat, der løber i Danmark,
og citerer påfaldende få af dem, som denne debat trækker på, mest påfaldende er vel nok,
at Habermas ikke nævnes. Til gengæld anføres og citeres en række nyere forskere indenfor
den ny retorik, f.eks. Perelman og Grassi, hvis tanker om humaniora måske netop
med fordel kunne være sat i forhold til den hjemlige debat.
Som det vil være fremgået af ovenstående er værkets emne næppe defineret så præcist, at
det er nemt at finde en passende overskrift til de 33 kapitler, Fafner har givet os. »Tanke
og Tale« er for så vidt træffende, hvis det forstås restriktivt, men undertitlen »den retoriske
tradition i Vesteuropa« er nok noget skæv, også fordi vi får at vide, at det kun drejer sig
om den retoriske tænkning, og vi så alligevel (heldigvis) spredt får en række oftest fremragende
analyser af praksis, og fordi løftet om dækning i Vesteuropa har ført til nogle altfor
ubearbejdede referater om forhold i andre vesteuropæiske lande til afbalancering af det
fra et europæisk synspunkt alt for store indslag om Danmark.
For danskfolk vil værket nok være et kærkomment supplement til deres håndbogssamling.
Bogen er på visse punkter en videreførelse og udvidelse af Diderichsens torso: Dansk
Prosahistorie. Bogen giver også et overblik over æstetikhistoriske emner, som ellers må
ledes frem andetsteds, f.eks. i Billeskov Jansens arbejder. Netop set i forhold til sådanne
kendte håndbøger i danskfaget giver værket et nyttigt udblik til musik, skuespilkunst, opera
på den ene side, og på den anden politiske taler, prædikener, deklamationer m.v. Fra nyere