1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Johan Fjord Jensen: Efter guldalderkonstruktionens sammenbrud • 173
Det er, som Lars Lonnroth viste, sammenhængen i Fjords virksomhed der giver den sin styrke
- og sin begrænsning (i EGS' forord siger man noget lignende men mener noget helt
andet med det man siger). Men det er, som Øhrgaard var inde på, i fortætningspunkter
under sammenhængsdannelsen at denne styrke træder frem. En række konsekvensrige,
men af Fjord noget forsømte, punkter er her draget frem, til gengæld for konsekvenserne,
som Øhrgaard naglede. Denne tilbagekobling er for min del ikke foretaget for at vise at
Fjord er faldet af på den, eller tilbage på den (som Lonnroth påstod), men for at vise at han
ikke er faldet tilstrækkelig omsorgsfuldt frem. Dette skyldes ikke altid, som Øhrgaard hævdede,
at denne historiefortolker er mere systemtænker end forløbsbevidst. Netop forløbet
er det interessante og problematiske hos Fjord. Med hans egen sprogbrug kan man sige
at det er som om budskabet eller interessen for budskaber er løbet fra adfærden eller instinktet
for tekstlæsning.
Denne i sig selv blandede kritik, blandet ind mellem andres kritiske røster, kan også udtrykkes
mere vurderende. For både Lonnroth og Øhrgaard var Fjords radikalisme en anstødssten.
Begge konstaterede at den ikke var hvad den burde være, men hvor Lonnroth
mente at kunne spore et tilbagefald fra den som var ham en trøst, kunne Øhrgaard ikke
finde det tilbagefald han ligeledes anså for påkrævet. For mig at se er svagheden ved Fjords
radikalisme det samme som er dens styrke: at den har så høj en pris. Jeg har ikke villet betvivle
dens konsekvens eller dens værdi, men villet vise hvad den koster i form af ubrugte
ressourcer eller uklart brugte ressourcer eller - hvad der kan være det samme - lovlig konjunkturfølsomme
nyinvesteringer. Denne pris ville ikke være værd at nævne hvis der var
tale om et mindre lødigt slutprodukt. Men det er der ikke - alene den dialektiske fremstillingsform
er en messe værd. Der er al den logiske konsekvens sproget kan bære, somme
tider mere til. Men der er adskillige komponenter som Fjord også kan bringe i spil og som
al hans videregående dialektik har rod i, men som han ikke desto mindre undlader at tage
i dialektisk betragtning når han udvider betragtningsområdet. Tekstlæsningen får mindre
tæthed jo nærmere vi kommer enden og marxismen end da dialektikken mellem begrebsdannelse
og begrebsanvendelse under praktisk tekstanalyse var hovedsagen. Nu hvor det drejer
sig om en dialektik der ikke lader sig forstå ved autonome tekststudier men fordrer teksterne
fortolket i sammenhæng med de materialhistoriske konflikter de forholdt sig fortolkende
til (cf. II 99), må selve tekstanalysen naturligvis begrænses noget. Men hvor meget?
Det problem der her rejser sig kan kort formuleres: kan der ikke i den materialhistoriske
forankring af tekststudiet - dens fortjenester ufortalt - ligge en ligefrem fysisk beskæring
af den kritiske helhedsdannelse, en svækkelse af den kamp mod det partikulære, som var
hele ideen med dannelsestanken og med dennes udtryk i fx. tilvalgsfag, jeg tænker på den
uophørlige individuering, pa frihedsideen osv. osv., - nemlig i det øjeblik fortolkerens
gamle tekstbevidsthed stiger op som en overfladebevidsthed eller synker ned som en underbevidsthed
i hans nye materialhistoriske bevidsthed? Eller stiger op som en sol og synker
ned som en pandekaae. Derved kan selv den mest materialhistoriske bevidsthed blive antikvarisk
før den ved af det og humanioras historiske erkendelse blive et temmelig sløvt våben
- mere et selvbedrag end en slagkraft - mod bedrag i samfundet (cf. III 53).
Fjords udvikling viser at dette problem ikke er en ligegyldig detalje, men måske den pris
man må betale for humanistisk forskning i dag - når den er bedst; som en stadig frisk
inspirationskilde og som en stedvis følsom, gerne sober men altid energisk problemorientering
fra den sidste snes års faglige tidehverv, står dette repræsentative udvalg af Fjords