1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

DgO V, Daniel Matras • 141
stre. Kort sagt en lille international enklave i det danske bondeland, hvor man ikke måtte
tale dansk.
Trediveårskrigen rasede i Tyskland, hvor man ellers havde sendt de unge adelsmænd på
studieophold ved akademier og universiteter før deres mere turistprægede Grand Tour i de
ikke-lutheranske lande, hvor ikke blot kætteriet, men også en betydelig turistindustri lurede
på deres unge sjæle, helbred, og ikke mindst pengepung. Den umiddelbare begrundelse for
oprettelsen af Akademiet var da også et ønske om at helt eller delvist erstatte disse »farlige«
rejser med noget billigere og mere kontrollerbart. Det lykkedes til en vis grad - omend i
første omgang med tvangsudskrivning hos højadelen.
Det var et interessant eksperiment (å la RUC) at sætte lærde humanister, jurister og teologer
til at undervise folk, der ikke selv skulle være lærde, i samfundsrelevante emner, og
sammen med ikke-akademikere: ride-, fægte- og dansemestre. Man havde betydeligt held
med at fastholde det internationale miljø, selvom kongen måtte holde sin ortodokse, lutheranske
kommissærs nidkærhed i ave overfor de udenlandske lærde. Men ellers synes lærdommen
(trods Laurembergs jeremiader) at have vundet overtaget over det mere samfundsrelevante
i den korte periode akademiet blomstrede. I 1640erne allerede, fik akademiet status
som universitet. Rigerne rådede således over to højere læreanstalter: Københavns Universitet,
hvor tyngdepunktet nok lå på præsteuddannelsen (for præstesønner?) og Sorø Akademi,
hvor godsejersønner kunne blive uddannet til diplomater, administratorer og officerer.
De var jo født til de store stillinger, og at afstamning af kvalitet var en vigtig forudsætning
for uddannelse af kvalitet, kunne man f.eks. læse i Plutarchs populære bog om
børneopdragelsen (Loeb, 1969, pag.4), hvis man havde brug for legitimation.
Vi skal nu prøve at se lidt på, hvorledes Matras' Proverbes passer ind i dette miljø, blandtandet
for at kommentere en indledende bemærkning af Kjær: »unge adelsmænd, en socialgruppe,
der ellers ikke har meget forbindelse med ordsprogene«. Forfatteren Matras havde
som lærer i fransk og italiensk en langt ringere stilling end mange andre lærere. Det gælder
såvel de lærde med akademiske grader, professorer i Historie, Mathematik, Latin, Theologi,
Jura og Politik, som exercitiemestrene i hovedfag som ridning og fægtning. Kjær mener, at
Matras' stilling har været meget ydmyg og ikke meget over den, der tilkom præceptorerne,
kalmausere - som tyskerne kaldte dem - dvs. borgerlige studenter, der hjalp de unge junkere
i deres studier. Matras var dog kongeligt ansat. I ansættelsesskrivelsen lægger kongen vægt
på, at Matras .. skall.. derforuden nyde sin fri disk och nødtørfftig Wnderholdning thill
mad och øll med sine t hillhører for bedre øffuelse skyld..
Dvs. han skulle lære junkerne konversation evt. også bordskik. Latinen og realia - for ikke
at tale om den ideologiske og teoretiske oplæring - tog andre sig af. Sprogindlæringen byggede
på et bestemt system af lærebøger. I latin: Grammatik (Jersin), Nomenclatura (Stephanius),
Fraseologi (Stephanius). 1 fransk og italiensk dækkede Matras efterhånden alle
trin, undtagen det sidste. Vi har ingen fraseologi fra hans hånd, kun Proverbes. Som fraseologi
brugte han (jf. lektionskatalogen) Garnerius' Colloquia (Kjær pag. 281), en lærebog
fra Jena og Leipzig skabt til samme Hientel.
Men hvordan falder Proverbes på plads i dette mønster? Ser man på indholdsfortegnelserne
i dels Matras' grammatikker og hans nomenklatur (dictionnaire) dels i Proverbes er
der ikke den store kongruens. Men hvordan er forholdet til Garnerius' Colloquia, som
Matras brugte sammen med sine egne bøger? Det er ikke undersøgt. Udg. nøjes med at
sammenligne Proverbes med Garnerius' egen ordsprogssamling, og undrer sig i øvrigt ikke
over, at Matras ikke benytter den fraseologi, som den Daniel Martin udgav, hvis værker
Matras ellers trækker så hårdt på i de udgivne lærebøger, (jf- nedf.).