1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

128 -Anmeldelser
filosofisk erkendeform, hvor den filosofiske i sin »inventio« holder sig til de sikre iagttagelser
og strikte beskrivelse med følgeslutninger, mens den retoriske i sin ser på helhed og situation
og inddrager de menneskelige følelser i billedet. Modstillingen er velkendt fra de
senere års humanioradebat: muligheden for værdifri forskning, forskerens ansvarlighed
osv., og den kan da også belægges historisk ved fremdragelsen af f.eks. Vicos værker og
diverse behandlinger i antikken, f.eks. Theofrastcitatet i Ammonius' Aristoteles-kommentar
(Apel).
Men denne distinktion udfoldes egentlig ikke for alvor på de niveauer, hvor den hører
hjemme. Hverken på det etiske, som var en meget væsentlig dimension i antikkens retorik,
og som kunne være videreført med moralfilosoffen Austins sproghandlingsteori, eller på
det erkendelsesteoretiske niveau: må sandheden være partisk? eller er der to slags: en partisk
og en upartisk? (det er trods alt ikke en filosofi- eller videnskabshistorie Fafner har skrevet),
men først og fremmest på fremførelsens niveau: den upartiske, følelsesrensede (naturvidenskabelige,
positivistiske, »cartesianske«) enetale overfor den partiske, ansvarlige,
humanistiske, medlevende, adressat- og situationsbevidste fremstilling af det allerede udvalgte
og strukturerede indhold med henblik på at overføre talerens meninger og forestillinger
til hans publikum - af mennesker og ikke blot hjerner.
Skal tale så modsætningsvis forstås som den sproglige udformning, som stil? Nej. Dette
er ikke et sprogfilosofisk arbejde, om sprog og tanke, om begrebsdannelse og -strukturering.
Vi springer direkte til det mundtlige udtryk. Den skrevne tekst og dialog springes
over, og emnet viser sig at være den mundtlige enetale for et publikum, som jo ret beset
netop også var den antikke retoriks anliggende, selvom det dengang normalt gjaldt den
tekst, man efter retorikkens anvisninger selv havde produceret. Hos Fafner ender det med
oplæsning af andres tekster. Men det er heldigvis først til sidst.
Her ligger et af værkets problemer. Den mundtlige fremførelse af digterværker er en
central del af det fag, som Fafner repræsenterer. Men det er ikke en del af den klassiske
retorik, selv ikke forstået som »det centrale dannelsesfag«. Oplæsningen kan kun sammenlignes
med slutfasen i den skabelsesproces, som retorikken giver regler og råd om. Fremførelsen
er det punkt, hvor oplæsningen kan indpasses i systemet. Nu har Fafner nok ladet
fremstillingsproblematikken spille den afgørende rolle i sin historiske fremstilling på bekostning
af inventio. Men hvorfor er denne problemstilling med »den litterære retorik«
ikke præsenteret fra starten, så opgaven også blev at samle op, hvad der kan findes hos
de gamle og i traditionen om tolkning af tekster med henblik på mundtlig fremførelse,
(recitatio m.v.)?
Begynder det hele med at »Foredragslæren grundlægges« (kap.29) i slutningen af 1700tallet
som en konsekvens af den ny æstetik? Det var nok blevet en mere mager historie, for så
vidt angår vidnesbyrd fra netop retorikken (bortset fra affektlæren se Fafner pag. Ulf.).
Ciceros tale om skuespiller og retor (som han ellers andetsteds sidestiller) er jo tabt (jf-
Macrobs Saturnalier 111.12), men fra skuespilkunst og f.eks. oversættelseskunst kunne
nok hentes vidnesbyrd, der efter mit skøn ville pege i den retning, at den fri og dannede
overklassemand fremførte sin egen tekst eller parafraserede andres i sit eget sprog, mens
den ufri sprogarbejder og skuespilleren fremførte andres ordret. De sidste er både modtagere
og afsendere, men de har ingen anden vej til tekstens indhold end tekstens sproglige udtryk.
For dem som modtagere er udtryk og indhold ét, det er ikke deres fri vilje, der former
teksten, iklæder tanken en sproglig form, som passer til emne og situation. Netop den
fri vilje og ansvarligheden hos mennesket er Fafners indgang til hele fremstillingen af retorikken.
Fafner ser ikke mennesket som en viljeløs reproducent af de tekster som er sam-