1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

138 -Anmeldelser
i for tæt kontakt med det onde og indhentes af det fatale faktum, at de - opfostring og
anerkendelse ufortalt - har ladet troldeblod vinde indpas i ætten. Det er altså heltenes sexuelle
grænseoverskridelser, der i sig bærer kaos. Med denne forståelse må jeg altså erkende mig
som stående blandt de andre maskuline tolkere og til en vis grad erklære mig enig med
Oehlenschiager og Olrik. Hvis de to historier skulle handle om mandsansvar for afkommets
opvækst, hvorfor så lade kvinderne være overnaturlige væsener, hvis afkom på forhånd ville
stå med det ene ben i Udgård? og hvorfor lade Jokul være næsten voksen, da han kommer til
Bue? Det er altså min fornemmelse, at det aktualiserende formål får Præstgaard Andersen
til at se en nutidig - og meget væsentlig - konflikt i en litteratur, der - formentlig fordi den
kønsspecifikke arbejdsdeling i datiden var så gennemført - ikke tematiserede denne konflikt.
Et andet punkt, hvor Præstgaard Andersens »aktualisering« kan give anledning til diskussion,
er hendes anvendelse af begrebet »offentlighed«. Problemet for skjoldmøen er jo
ifølge Præstgaard Andersen, at hun ønsker en »offentlig karriere« men er bundet af »det
intime«. Altså konflikten mellem »en udadvendt aktivitet« og »et kvindeligt kærlighedsliv«.
Hun opfatter skjoldmøerne som »udøvere af den offentlige rolle, der gav mest prestige i
samtiden, nemlig krigerens« (s. 23) og fremhæver »at først når deres drømme om offentlighed,
det være sig som professionel kriger eller regerende fyrstinde er overvundet - om nødvendigt
med magt - kan de indgå i et normalt kærlighedsforhold« (s. 121).
Det er tilsyneladende Jiirgen Habermas' ideer om »den borgerlige offentlighed«, der ligger
bag. Og denne teori er da også et glimrende redskab til at tematisere ønskerne hos nutidige
uddannede mellemlagskvinder om en deltagelse i en faglig eller en politisk offentlighed.
Noget andet er så, om denne ambition kun indlæses i kvindeskikkelser, der optræder i en
litteratur, der er skabt i et samfund, som I labermas udtrykkeligt holder ude fra sin teori -
og i stedet omtaler som bærer af en hel anden type offentlighed: »den repræsentative«, hvor
skellene mellem intimt og offentligt ikke eksisterer. Et sent eksempel er f.eks. Henrik VIU's
gang gennem Whitehall med den nyfødte kronprins på armen, hvor Henrik repræsenterer
den gudindstiftede kongemagt og sønnen dens videreførelse - og folket gør som det skal - det
jubler. Der er tale om en rituel og ikke om en ræsonnerende, politisk debatterende offentlighed,
som den Præstgaard Andersen med rette ønsker, at kvinder i dag bør gå ind i. Jeg vil
altså mene, at man næppe kan se skjoldmøer og møkonger etc. som »karrierekvinder«, men
i stedet er nødt til at opfatte dem som visse mandlige forfatteres »modbilleder« til den
»rigtige« kvinderolle. De er måske snarere (hvad Præstegaard Andersen er klar over, men
underspiller til fordel for sin aktualisering) projektioner af en mandlig angst for den stærke
kvinde, uden at dette betyder, at vi konkret ved, om der var kvinder, der drømte om at
sprænge grænser. Skjoldmøerne og de andre kvindeskikkelser må fastholdes som litterære
eller mytiske eksistenser, der kun formidlet giver indsigt i sociale fænomener. Den kønsspecifikke
arbejdsdeling var i det middelalderlige samfund anderledes stærk end i dag - og kan
vel forresten siges at have været ligeså belastende for mænd som for kvinder, ligesom den
vægt, der måtte ligge på husfruens arbejdsindsats med at styre innan stokks, har været med
til at give hende en vis prestige, hun indgik i en del af en repræsentativ offentlighed, som
mor og som nøglebærer, mens mandens del var tingbondens og måske krigerens.
Jeg mener, at en lang række af Præstgaard Andersens enkelttolkninger er aldeles fremragende,
men at hendes aktualiserende formål næppe kan gennemføres med den respekt
overfor de gamle tekster i behold, som hun selv flere gange fremhæver som en nødvendighed
for at læse historisk. Jeg har her fremhævet et par detaljer, som skulle belyse dette, men må
så skynde mig at tilføje, at denne omtale ikke har kunnet komme rundt om hele bogen, og at
de her fremsatte kritiske bemærkninger ikke fjerner dens fortjenester: de mange gode iagt-