1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

36 • Marianne Alenius
Ulfeld, tyede også til Seneca, når tiden blev for lang. Da hendes mand i
1653 lå tappet for blod med opsvulmede ben i Stockholm, holdt deres huslæge,
Otto Sperling d. ældre, den føromtalte Sperlings fader, »...Frøken
Leonora med Selskab, og fordrev vi undertiden vor Tid med at læse Senecæ
Epistolæ Latinæ og undertiden med Skakspil« 41 . Seneca var så udpræget
kvindernes forfatter. Han lærte dem meget og tog intet fra deres
ægtemænd.
Til det andet, Seneca's rolle i tidens kulturpolitik, skal en historisk betragtning
tilføjes:
Det ville være oplagt at forestille sig, at man dengang, som Villy Sørensen
gør det i dag 42 , så Seneca som en stor personlighed, politiker, forfatter og
filosof i en og samme person, en, der kæmpede modigt og succesfuldt for
nogle prisværdige idealer, i handling og i ord og med livet som indsats - en
tung modvægt til diktaturets lovløshed. Sådan var denne stoiske hedning
til en vis grad blevet læst i renæssancens første århundreder under de norditalienske
fyrstekampe. Og denne helhed i hans forfatterskab bliver ofte
glemt i dag. Det var imidlertid nok ikke længere dér tyngdepunktet i Senecalæsningen
lå, da man nåede 1600-tallet. Med bortfaldet af Seneca Tragicus
havde forfatteren selv ændret karakter. Der var mindre mod og mere moral
i den halverede Seneca. Det gode råd i den dagligdags detalje, det etiske
samspil mellem borgere i medgang og modgang, det var det, den nye
Seneca handlede om. Spændingen og koncentrationen i hans provokerende
hedenske prosamoral vækkede de døsende kristne.
Med springet fra Lipsius-udgaven til Thomas Lodge var »Apocolocynthosis«
gledet ud, en vittig, indforstået satire i anledning af kejser Claudius'
død. Ved springet fra Lodge til Thott faldt yderligere »Naturales
Quaestiones« ud, en »naturvidenskabelig« afhandling, der viser det stoiske
fysiske univers, hvori naturvidenskaben og etikken hænger sammen. Den
Seneca, Birgitte Thott forærede Danmark i 1658 som Lucius Annæus Seneca,
var en næsten kristen moralfilosof. Tog man de rette forbehold, hvad
Birgitte Thott sørgede for at gøre i sin fortale, kunne han læses kristent.
Med rygdækning i den engelske biskop og forfatter, Joseph Hall, der
endda bar tilnavnet »the English Seneca«, forsvarede hun sig mod eventuelle
angreb på denne udgivelse af en hedensk forfatter. Erasmus, Lipsius,
og nu også Lodge, Chalvet, Malherbe og Hall havde sagt god for denne
gerning. Hun var i god tro. For en sikkerheds skyld markerede hun sin
afstandtagen fra Senecas hedenske tankegang: at der skulle være flere
guder end én, og særlig fordømte hun stoicismens accept af selvmordet.
Dermed var hun helgarderet, men den stakkels Seneca var blevet til en