1983 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

164 • Anmeldelser
melighed, kun så kønnet i kvinden og overså, at hun f.eks. også var en del af det omgivende
samfund, havde nogle sociale forudsætninger, han burde have forholdt sig til.
På lignende vis - eller rettere på modsatte vis - kommer Ib i »Ib og Adelaide« til at forsynde
sig mod den pige, han skulle have haft. Ved at holde sig til nogle forældede æresbegreber
redder han ikke, hvad han selv tror, meningen og sammenhængen i tilværelsen.
Han ødelægger sin egen og hendes livstykke ved at afvise kønnet i hende. Mændene i begge
de her nævnte fortællinger er ude af stand til at opfatte kvinden som et helt væsen.
De to forfattere har været enige om at ville afmystificere Karen Blixen. Hun fortæller ikke
først og fremmest om fortidens mennesker og eksotiske og fornemme miljøer; hun fortæller
om sig selv og os andre, er én af teserne. Men mon ikke forfatterne i deres iver efter at
overvinde den barriere mange mennesker har mod Karen Blixen, idet de betragter hende som
fortidig og reaktionær, er kommet lidt vel langt til den anden side, når de understreger
hendes placering i virkelighedens verden?
Hendes valg af fortidens miljøer er ikke blot et skalkeskjul for at kunne drøfte egne problemer.
Man kommer ikke uden om, at der hos hende findes en virkelig fascination af disse
miljøer. Forholdet svarer til det hun har til de vægtløse drømmere. Hun er betaget af dem,
samtidig med hun udleverer dem.
Hvad vil hun så med disse miljøer og mennesker? Ja, for det første var det jo en herlig
spas at lancere dem i 30'emes fornufts- og realitetsbetonede verden, hvor andre forfattere
skrev sociale romaner. De kan ses som et udtryk for hendes trang til at få det hele med.
Også det irrationelle og det festlige og overdådige i en verden, der hævdede at fornuft og
materialitet var nok. Desuden fandt hun et sprog i disse fortidige miljøer, der kunne beskrive
det, der ikke er af denne verden, det, der ikke kan måles og vejes.
Det er lykkedes Marianne Juhl og Bo Hakon Jørgensen at skrive en interessevækkende og
debatskabende bog om Karen Blixen. Og det er lykkedes dem, at overbevise offentligheden
om, at hun er nutidig, hvad jeg er ganske enig med dem i. Men de får mig aldrig til at tro
på, at forfatterskabet dybest set handler om, at én fugl i hånden er bedre end ti på taget,
eller at Karen Blixen i sin alderdom angrede sine krav om idealitet og regnede forfatterskabet
for en sørgelig erstatning for liv. Forfatterskabet handler om drømmen om at forene
det himmelske og jordiske, om både at kunne udfolde sig og hengive sig, om at kunne
realisere alle sine muligheder. At hun ikke svigtede den drøm, selv om hun ikke så den
virkeliggjort, er hendes ord til Thorkild Bjørnvig udtryk for: »Selve Længslen er et Pant
paa, at det vi længes efter er til!« {Pagten (1974), p. 38). Hun kunne også have gjort den
svenske digter FrOdings ord til sine:
Den drammen, som aldrig besannats,
som drom var den vacker att få,
for den, som ur Eden forbannats,
ar Eden ett Eden andå.
Lise Præstgaard Andersen