Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

Udtalelsen er interessant, fordi den bekræfter, at Cuba, i hvert fald på det musikkulturelle område,
ikke har været helt isoleret i forhold til USA. Foruden undervisning i jazz, klassisk og cubansk
musik på en af Cubas mest prominente konservatorier har Samuel stiftet bekendtskab med et bredt
udsnit af den amerikanske populærmusik. Samuel nævner desuden den caribiske musik som en stor
inspirationskilde, men indflydelsen fra USA lader dog til at have været vigtigere.
Jeg vil i denne forbindelse referere til musiketnologen Martin F. Hatch, som bl.a. har beskæftiget
sig med populærmusik i Indonesien og forholdet mellem det globale og det lokale. Hatch hævder, at
den vestlige musik snarere er en ressource for de lokale musikere, ikke en trussel (Hatch 1989: 49-
68). Et glimrende eksempel her er netop den cubanske musik, som op igennem det 20. århundrede
har haft en rig musikalsk udveksling med USA uden at miste sit særpræg af den grund. Ofte kan
den nordamerikanske indflydelse ligefrem være svær at indkredse nærmere. Når f.eks. bassisten
Pedro Pablo Gutiérrez fra det tidligere Charanga Habanera spiller en traditionel cubansk
tumbaorytme med en perkussiv funkteknik, kan det være svært at høre, hvad der helt præcist
kommer fra funk, og hvad der er typisk cubansk. Der har netop været tale om en vekselvirknings-
proces og ikke en ensidig musikalsk påvirkning.
Det at fusionere forskellige musikalske stilarter har i det hele taget været et overordentlig
almindeligt fænomen i det 20. århundredes populærmusik, men noget kunne tyde på, at tendensen
har været specielt stærk på Cuba. Alene de mange stilbetegnelser cubanerne opererer med, er et
bemærkelsesværdigt fænomen. F.eks. kalder man en sang, der starter som en bolero og slutter som
en son, for en bolero-son. Andre eksempler kunne være bolero-rumba, rumba-son eller rumba-
songo i Los Van Vans tilfælde. I og for sig er det forholdsvis nemt at gennemskue, hvad der spilles
hvornår, idet numrene har en klar struktur, hvor den pågældende stilarts karakteristika tydeligt
høres. Mange cubanske salsanumre starter f.eks. som en rumba og går så over i en son-montuno, der
udgør nummerets højdepunkt. I timba derimod er det så godt som umuligt at klassificere de enkelte
formafsnit, som hørende til en bestemt stilart. Her sidestilles stilarterne i langt højere grad med
hinanden, selv om udgangspunktet ofte er son (Bello nr. 8). Strukturen er så at sige løsere end det
ellers er tilfældet med meget andet cubansk musik, hvilket giver musikerne en bred palet at arbejde
med.
Denne eksperimenteren med stilarter har ligeledes været udbredt indenfor 1990ernes vestlige
popmusik, techno og de mange musikformer, som kategoriseres under betegnelsen verdensmusik.
Som eksempel kunne nævnes den amerikanske sangskriver Beck, som med albummet "Odelay" fra
17