Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba
Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba
Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
1. Indledning<br />
Perioden efter Sovjetunionens sammenbrud i årene 1989-1991 var en vanskelig tid for <strong>Cuba</strong>, som i<br />
løbet af kort tid mistede en stor del af sit marked i udlandet. Hvor man tidligere kunne importere<br />
billigt brændstof fra Østblokken og eksportere sit sukker til fordelagtige priser, stod man nu <strong>på</strong> egen<br />
hånd i en verden baseret <strong>på</strong> den kapitalistiske markedsøkonomi. Landet befandt sig inden længe i en<br />
dyb økonomisk krise, og cubanerne måtte indstille sig <strong>på</strong>, at der var mangel <strong>på</strong> alt fra de mest basale<br />
madvarer til tøj, medicin og benzin. Ikke desto mindre oplevede man i disse år en voldsom<br />
ekspansion indenfor den cubanske populærmusik, nærmere betegnet <strong>dansemusik</strong>ken, som skulle<br />
brede sig langt ud over landets grænser i 1990erne. Anført af grupperne NG La Banda og La<br />
Charanga Habanera etablerede en række <strong>nye</strong> orkestre sig <strong>på</strong> den cubanske scene, som syntes mere<br />
levende end nogensinde før. Stilen var ny og anderledes, både i forhold til den tidligere cubanske<br />
<strong>dansemusik</strong> og i forhold til den traditionelle latinamerikanske salsa fra Puerto Rico, Colombia og<br />
USA. Først og fremmest var den mere aggressiv og intens, rytmisk set - og i forhold til den<br />
traditionelle salsa, langt mere progressiv. Stilen blev kaldt for timba.<br />
<strong>Timba</strong>stilen gav i de første år anledning til en del polemik <strong>på</strong> <strong>Cuba</strong>, dels pga. de direkte og<br />
efter nogens mening lettere vulgære tekster og dels pga. musikkens aggressivitet og den seksuelt<br />
udfordrende dans. Omkring midten af årtiet blev timba imidlertid bredt accepteret, og blev konstant<br />
spillet i radioen, i fjernsynet og <strong>på</strong> de cubanske spillesteder. Alligevel var det først i slutningen af<br />
1990erne i forbindelse med Buena Vista Social Club-projektets verdensomspændende succes, at<br />
musikbranchens opmærksomhed for alvor blev rettet mod <strong>Cuba</strong>. 1<br />
<strong>Timba</strong>betegnelsen er dog endnu ikke blevet udbredt udenfor <strong>Cuba</strong>, hvilket man kan undre sig over.<br />
Stilen har ikke blot været fuldstændig dominerende <strong>på</strong> <strong>1990ernes</strong> cubanske scene, men har også<br />
rystet den internationale salsaverden i sin grundvold, og har fået salsaorkestre fra New York og<br />
Puerto Rico til at ligne kravlegårde, som en spansk anmelder nådeløst har formuleret det (Schaarup<br />
2000). Sidstnævnte vurdering kan måske diskuteres, men for mig at se er der ingen tvivl om, at det<br />
er de cubanske danseorkestre, som har været de mest innovative og mest interessante at lytte til i det<br />
forgangne årti. Af samme grund er det bemærkelsesværdigt, at timbastilen heller ikke er blevet<br />
udforsket i akademiske kredse. Med undtagelse af enkelte bøger, som f.eks. Sue Stewards Salsa.<br />
1 Disse aldrende musikere er også kendt som "los superabuelos" ("superbedstefædrene") <strong>på</strong> <strong>Cuba</strong>.<br />
1