Timba - 1990ernes nye dansemusik på Cuba

internt socialt pres og en generel følelse af frustration i befolkningen, er musik og dans en vigtig
ventil.
Samtidig er populærmusikken et af de få områder, hvor cubanerne i en vis udstrækning har
mulighed for at lufte deres kritik af styret, selv om kritikken ofte skal læses mellem linierne eller
tolkes ud fra indforståede metaforer, da kunstnerne stadig er underlagt politisk censur. Den udbredte
brug af rap i timbastilen kan måske derfor tolkes som en måde, musikerne har fundet til at udtrykke
sig kritisk på, idet hip hop, på trods af sin kommercialisering i 1990erne, af mange forbindes med
oprør og protest mod det etablerede. Set i forhold til den kontrol den cubanske presse er underlagt,
har musikerne dog relativt frit spil. Ifølge Tomas Rivero udgør de endda en vigtig magtfaktor i
samfundet:
The role of the bands in the saloons now is very important, because they can control, they can
produce the reaction in the public…as they want! (Rivero nr. 1).
Hvorvidt denne begrænsede tolerance til dels skyldes Cubas forhenværende liberale kulturminister,
der som en af de eneste politikere har kritiseret Fidel Castro for åben skærm og sluppet godt afsted
med det (Mirabal nr. 28), er svært at vurdere, men det er tilsyneladende ikke noget nyt fænomen, at
musikerne i højere grad end f.eks. forfatterne leverer de bidende sociale kommentarer (jf. Halebsky;
Kirk 1992: 159). En anden årsag kunne være, at de kendte musikere og i særdeleshed en gruppe
som Los Van Van har så bred opbakning i befolkningen, at de har opnået en vis immunitet overfor
politisk chikaneri. Den megen kontrovers omkring Manolín, el médico de la Salsa, der som nævnt
måtte afbryde sin karriere, taler dog mod, at det skulle forholde sig således.
Som jeg tidligere har været inde på, er timbastilens tekster ofte karakteriseret ved deres lokale islæt,
den udbredte brug af gadejargon (cubanismos) samt deres kontroversielle indhold. Et emne som
blev taget under kærlig behandling i 1990erne, var de cubanske kvinders omgang med udenlandske
mænd, der i modsætning til de cubanske mænd kunne tilbyde kvinderne materielle goder eller
måske ligefrem en billet ud af landet. Et eksempel kunne være Charanga Habanera-nummeret "El
Temba" (lydeksempel nr. 8) eller NG La Bandas "La Bruja", som jeg kort omtalte i kapitel 4.2.
Neris González Bello udtaler:
90